Populære Aura: Kandidater flokkes om energi- og fiberkoncern

Energi- og fiberkoncernen Auras nyvalgte repræsentantskabet består ikke blot af 41 nye medlemmer. 25 % af repræsentantskabet er nu kvinder.
Carsten Höegh Christiansen
Adm. direktør i Aura Carsten Höegh Christiansen skal øve sig på hele 41 nye navne i selskabets nye repræsentantskab, der de næste fire år vil bestå af 94 medlemmer – heraf 25 % kvinder.

Interessen for at stille op til den østjyske energi- og fiberkoncernen Auras repræsentantskab har været stor i år. Således var der kampvalg i seks af de syv valgområder.

Nu er navnene på de 94 medlemmer i koncernens øverste myndighed faldet på plads. 41 medlemmer er nyvalgte, hvilket svarer til 45 %. Nyt er det også, at 25 % af repræsentantskabet er kvinder. I alt blev 24 kvinder valgt ind mod hidtil 13.

Læs også

Energikomet massefyrer i 2024: ”Vi skal tilbage til det, vi var rigtig gode til”

Adm. direktør Carsten Höegh Christiansen siger:

– Det er et positivt og meget markant resultat. Vi har fået en langt bredere repræsentation i vores nye repræsentantskab, såvel hvad angår køn som alder. Det er et væsentligt skridt frem mod opfyldelsen af vores mål om større diversitet.

Har aldrig haft flere kandidater

Da der i et enkelt valgområde ikke var kandidater nok, vil repræsentantskabet i de kommende fire år være på 94 medlemmer og ikke på 99, som vedtægterne ellers giver mulighed for. Trods det har interessen for at sidde i repræsentantskabet været rekordhøj.

– Vi har oplevet en stor interesse for vores repræsentantskabsvalg, og det er min klare overbevisning, at vi er kommet rigtig godt ud med budskaberne om valget i hele vores lokalområde. Jeg glæder mig selvfølgelig over, at vi aldrig har haft flere kandidater end tilfældet har været i år og at interessen generelt har været så stor, siger bestyrelsesformand Henning Kruse.

Populær kandidattest

Som noget nyt ved dette valg gav Aura mulighed for at bruge en kandidattest, som vi kender det fra kommunal- og folketingsvalg. Det har været meget populært hos andelshaverne, for mere end 46 % af de andelshavere, der har afgivet stemme, har været inde og bruge kandidattesten.

Læs også

Tester fremtidens grønne energisystem på Bornholm

– Med kandidattesten har vi haft god mulighed for at fortælle andelshaverne hvad Aura er, hvad valget handler om, og hvad de enkelte kandidater står for. Det har tydeligvis været interessant for rigtig mange. Samtidig har vi fået værdifuld viden om, hvad der er vigtigt for vores ejere i relation til Auras videre udvikling, siger Carsten Höegh Christiansen.

Første opgave for det nye repræsentantskab bliver at vælge Auras nye bestyrelse. Dette sker på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 12. december, hvor der skal vælges 11 bestyrelsesmedlemmer.

Se Auras nye repræsentantskab her.

Relateret indhold