Bestyrelsen for Per Aarsleff Holding har behandlet og godkendt delårsrapporten for første halvår af regnskabsåret 2025/26.
Rapporten viser, at omsætningen steg med 13,6 % til 12.25 mia. kroner og EBIT på 500 mio. kroner svarende til en EBIT-margin på 4,1 %.
Ordreindgangen blev på 12,3 mia. kroner og ordrebeholdningen på 26,5 mia. kroner.
De skal update Københavns Hovedbanegård for 245 mio. kroner
Pengestrømme fra driften udgør 761 mio. kroner, og er negativt påvirket af en stigning i arbejdskapitalen på 88 mio. kroner, oplyses det.
– Vi leverer et tilfredsstillende resultat med solid ordreindgang. Mulighederne inden for infrastruktur er fortsat attraktive, og vi ser potentialer i regionens øgede investeringer i forsvar, siger adm. koncerndirektør Jesper Kristian Jacobsen.
Øget omsætning og omkostninger
Videre kan man læse, at forventningerne til regnskabsåret justeres primært som følge af opkøbet af CG Jensen og Adserballe & Knudsen, der indgår med virkning fra primo juni 2026.
EBIT-bidraget fra de opkøbte selskaber er begrænset i perioden, og det skyldes primært sædvanlig købesumsallokering.
Derudover forventes øgede omkostninger i andet halvår af regnskabsåret som følge af højere oliepriser, som kun delvist kan videreføres.
Aarsleff vinder fornyelse af trafikeret jernbane: “Stiller helt særlige krav”
Forventningen er omsætningsvækst på 12 til 15 % svarende til en omsætning på 25,4 til 26,1 mia. kroner mod tidligere 24,0 til 25,1 mia. kroner med en EBIT-margin på 5,0 til 5,3 % mod tidligere 5,0 til 5,5 %.
– Vores nordeuropæiske fokus og offentlige kundebase giver et robust fundament, selv om en fortsat høj oliepris kan påvirke omkostningerne. Vores seneste opkøb styrker Aarsleff-koncernens position i Danmark og understøtter den strategiske ekspansion inden for opgravningsfri rørrenovering i Nordamerika, siger Jesper Kristian Jacobsen.
Delårsrapporten er ikke revideret eller reviewet af selskabets revisor.
