Udbygning af infrastrukturen, investeringer i klimatilpasning og boligbyggeri udført i beton er nogle af de områder, der kræver store mængder råstoffer fra den danske undergrund.
Sand, grus og sten er som bekendt centrale råstoffer i betonproduktionen, og når byggeaktiviteten i Danmark stiger, følger behovet for råstoffer med.
Klimamål må ikke blive en konkurrence i ambitioner
Ifølge en National Råstofstrategi fra 2024 udarbejdet af Dansk Industri og Danske Regioner vil det forventede behov for råstoffer frem mod 2040 stige til ca. 42 mio. kubikmeter. Det er en stigning på 20 % sammenlignet med behovet i 2023.
Der er dog ét markant problem: Danske råstoffer er ikke en uudtømmelig ressource.
Når kriser bliver til forretning – og regningen ender hos byggeriet
GEUS vurderer, at de aktuelt opgjorte landressourcer af grovkornede råstoffer har en forsyningshorisont på 36 år. Det er ikke en dato for, hvornår Danmark løber tør for sand, grus og sten, men et beregnet scenarie for, hvor længe de nuværende opgjorte ressourcer rækker, hvis indvindingen fortsætter uændret.
Derfor foreslår råstofstrategien konkret, at råstofforsyningen skal i en bæredygtig retning. Dermed mener man, at der skal skabes et samlet overblik over forsyningssikkerheden, og råstofbudgetter skal indføres i større og offentlige bygge- og anlægsprojekter.
Hvorfor ESG og bæredygtighed ikke kan sidestilles og hvad loven siger
Hensigten er, at der skal prioriteres i brugen af mineralske råstoffer for at undgå, at der opstår et større og større gab mellem den mængde råstoffer, byggeriet efterspørger, og den mængde, der reelt er tilgængelig.
Et materiale med potentiale
Det gør det nødvendigt at se nærmere på, hvordan de ressourcer, vi har til rådighed, bliver brugt, og hvordan vi fremover kan bygge med flere forskellige materialer. Her kan massivtræ være en del af løsningen.
I modsætning til beton og stål er massivtræ som CLT og limtræ baseret på en fornybar råvare. Når træet kommer fra ansvarligt forvaltede og certificerede skove, kan skovene fortsat levere træ over tid. Det gør træ til en anderledes ressource end de mineralske råstoffer, der udvindes fra undergrunden.
Groft uforsvarligt asbestarbejde burde få alle alarmklokker til at ringe
Når massivtræ anvendes som bærende konstruktion i stedet for beton eller stål, kan en del af byggeriets behov for mineralske råstoffer dermed reduceres. Det kræver naturligvis, at skovressourcen forvaltes ansvarligt, og at træet anvendes effektivt.
Skal ikke erstatte alt
Selvom massivtræ kan give flere fordele i en konstruktion, er der områder, hvor beton og stål fortsat er nødvendige. Det kan være fundamenter, kældre mv.
Materialevalget skal tænkes tidligere ind i byggeprocessen, og vi skal i højere grad vurdere, hvilket materiale der bedst løser den konkrete opgave.
På den måde kan fornybare materialer som træ blive en del af løsningen på et voksende råstofproblem – uden at blive løsningen på alt.
