Bæredygtighed er på alles læber i byggeriet. Dette mærker vi ikke mindst ude i byggecentrene, hvor vi i forbindelse med Byggeri 18 har modtaget et rekordstort antal nomineringer til vores prestigefyldte klimapriser.
Det er en utrolig positiv tendens, vi er vidne til for tiden, og hos Danske Byggecentre er vi meget glade for, at vi i år slog alle rekorder i forbindelse med nomineringer til Byggeriets Klimapriser. Det viser at producenterne i langt højere grad tænker bæredygtighed ind i deres forretningsstrategi – og det er vigtigt.
Det er ikke mindst vigtigt, fordi byggeriet har et højt ressourceforbrug i forhold til andre brancher, og genererer over en tredjedel af alt produceret affald. Vi må gerne sætte nogle ambitiøse mål i Danmark, så vi inden for en overskuelig fremtid kan få nedbragt vores ressourceforbrug og affaldsproduktion betragteligt. Her er bæredygtigt byggeri essentielt. Derfor er det vigtigt at alle branchens parter forstår vigtigheden i den bæredygtige dagsorden.
Byggecentrene en central aktør
Byggecentrene er et centralt led i hele byggeriets værdikæde. Vi er det led, der binder de andre sammen og derfor er vi selvfølgelig også en central aktør, når det kommer til bæredygtigt og cirkulært byggeri.
Byggeri-messen gør en stor indsats for at sætte fokus på bæredygtige produkter. Derfor har vi siden 2010 uddelt Byggeriets Klimapriser, som vælges af en komite bestående af fornemme repræsentanter fra det meste af byggebranchen, herunder Lars Stor Hansen fra Dansk Byggeri, Lene Espersen fra Danske Arkitektvirksomheder, Henrik Garver fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Elly Kjems Hove fra DI Byg og mange flere.
Som noget helt nyt har vi i år udviklet ‘Den Bæredygtige Vej’. Det er genialt, at man som besøgende på messen, ved hjælp af Byggeri-appen kan få vist vej til alle de nominerede til byggeriets klimapriser, og har man travlt, kan man planlægge sit besøg hjemmefra.
Ved at følge Den Bæredygtige Vej får man et indgående kendskab til alle de nye grønne produkter og løsninger i byggeriet, som man med god samvittighed kan bygge ind i sine projekter.
Byggeri 18 afholdes den 13.-16. marts i Fredericia og er Skandinaviens vigtigste fagmesse. Messen er årets største udstillingsvindue for det grønne og bæredygtige byggeri, og vi glæder os til at slå dørene op og vise alle produkter og løsninger frem, hvor producenterne i den grad gør en bæredygtig indsats.