Rockwool har udviklet et højeffektivt system af komprimeret stenuldsisolering, der både udgør de bærende vægge og en del af isoleringen i et nybygget hus. Systemet er baseret på den nyudviklede og patenterede kuldebrofri-teknologi. Det betyder et så lavt energibehov, at huset uden videre lever op til byggekravene for 2020 helt uden montering af solceller. Systemet kan i de fleste tilfælde bruges helt uden at ændre de øvrige konstruktioner, detaljer eller tekniske installationer. Det oplyser Rockwool i en pressemeddelelse.
– Et hus med vægge af komprimeret stenuld og uden kuldebroer giver en meget lav varmeudgift og derfor også lav påvirkning af miljøet. Derfor kan et hus med vores nye system leve op til byggekravene for 2020, hvor der for eksempel kræves et 60 procent lavere energibehov sammenlignet med et hus bygget efter 2010-kravene, siger arkitekt Klavs K. Jakobsen, som står bag den nye løsning fra Rockwool.
Et hus bygget med vores nye system lever op til byggekravene for 2020, hvor der for eksempel kræves et 60 procent lavere energibehov sammenlignet med et hus bygget efter 2010-kravene.
Klavs K. Jakobsen Arkitekt, Rockwool
Den nye løsning kommer først på markedet i løbet af 2017. Indtil da har Rockwool-koncernen et udviklingssamarbejde med Huscompaniet, som har brugt løsningen i opførelsen af et såkaldt iHus. Udover bærende vægge af komprimeret stenuld Rockwool også andre komponenter til fremtidens bæredygtige hus på Byggeri ’16 såsom et nyt, uorganisk facadesystem.