Store aktører skal udvikle branchestandard for biodiversitet

AP Ejendomme, PensionDanmark Ejendomme og Planetary Responsibility Foundation går sammen om at opstille målemetoder for byggeriets påvirkning af biodiversiteten med særlig fokus på påvirkninger fra hele værdikæden.
Bygning med store vinduespartier og planter hængende fra altanerne.
Projektet skal være med til at skabe et fælles referencepunkt, der kan bidrage til, at hele byggesektoren bevæger sig hurtigere fremad i arbejdet med at reducere den negative påvirkning på biodiversiteten. Foto: Gettyimages.

I dag mangler der viden og værktøjer, når det kommer til byggeriets påvirkning af biodiversiteten, og der eksisterer ingen fælles rammer og metoder, hvorfor det er vidt forskelligt, hvordan bygherrer, entreprenører og leverandører monitorerer og måler på deres påvirkning.

Det mener man hos Realdania, der nu har bevilget 1,1 mio. kroner til AP Ejendomme, PensionDanmark Ejendomme og Planetary Responsibility Foundation med dét mål at skabe en fælles standard til byggebranchen.

Læs også

Rambøll giver gratis grøn hjælp til hele verdens bygherrer – har brug for et fælles sprog

Projektet er medfinansieret af de tre aktører med tilsvarende beløb:

– For os som bygherre vil en branchestandard være et værdifuldt værktøj i arbejdet med at måle, reducere og kommunikere om vores påvirkning af biodiversiteten, siger direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.

AP Ejendomme

Datterselskab af pensionsselskabet AP Pension, som forvalter ca. 185 mia. kroner for sine kunder. AP Ejendomme forvalter en portefølje af bolig- og erhvervsbyggeri i Danmark på ca. 20 mia. kroner.

– Samtidig tror jeg, at en fælles model kan være med til at løfte både tempoet og ambitionsniveauet i hele byggebranchen. Vi kan komme langt af frivillighedens vej, men jeg mener også, at det vil virke som en yderligere katalysator, hvis der kommer nogle politiske krav og rammer, så det sikres, at vi konkurrerer på ensartede vilkår, uddyber han.

Positiv effekt i hele værdikæden

Planetary Responsibility Foundation

Planetary Responsibility Foundation blev stiftet i 2022 af Andreea Kaiser og Ludvig Find, der ejer og driver by- og ejendomsudviklingsselskabet Alfa Development.

Projektet har til hensigt at opstille en målemetode for byggeriets samlede påvirkning på biodiversiteten, som hele branchen kan bruge:

– Det er afgørende for naturen, men også for branchen at indtænke biodiversitet i byggeriet. Mange er allerede godt i gang med arbejdet, men som branche har vi behov for nogle fælles rammer, hvis vi skal sikre en betydelig positiv effekt for biodiversiteten i hele værdikæden, samtidig med at vi skaber værdi for vores forretning og medlemmer, siger Mia Manghezi, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark Ejendomme.

Oversete påvirkninger

Foreløbige beregninger viser, at op mod 90 % af byggeriets totale biodiversitetspåvirkning ligger i værdikæden. Derfor har byggebranchen brug for konkrete målemetoder, som kan bidrage til, at centrale aktører kan tage ansvar og reducere ikke kun egen påvirkning, men også blandt deres leverandører og samarbejdspartnere, lyder det fra CEO i Planetary Responsibility Foundation, Jens Böhme:

PensionDanmark

PensionDanmark administrerer arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for 828.000 medlemmer. De samlede indbetalinger udgjorde 15,8 mia. kroner i 2023.

– I arbejdet med biodiversitet i byggeri og byudvikling har fokus hidtil været på projekters lokale påvirkning af natur, hvor bygherrer mange steder i dag arbejder aktivt med at øge naturkvaliteten af grønne områder. Men påvirkninger af biodiversitet i værdikæden fra produktion af byggematerialer samt energi til drift af byggeriet har været overset. Det giver ikke mening, når bygge- og anlægsbranchen spiller en nøglerolle i de globale biodiversitetspåvirkninger med et stort ressourceforbrug.

Læs også

Biodiversitet: Dansk udvikler jagter viden og løsninger i Colombia

I løbet af projektet trækker partnerskabet på viden og rådgivning fra en række samarbejdspartnere herunder Sweco, Oiko, Concito, Aaen Engineering og Upstream Partners. Partnerskabet forventer at kunne præsentere resultaterne inden for det kommende år.

Slutresultatets rapporter vil være offentligt tilgængelige digitalt.

Projektet løber over det kommende års tid.

Relateret indhold