Tidlig kundekontakt er vigtig for korrekt rådgivning

Rådgivningsvirksomheden Arup styrker nu sine vækstambitioner i Europa og særligt i Norden. Det skal blandt andet ske gennem endnu tidligere dialog med kunderne.
Sussi Kristine Abildgaard står nu i spidsen for indsatsen som nyudnævnt European Priority Pursuit and Capture Lead i Arup. Målet er at rykke det kommercielle arbejde fra tilbudsfasen til de tidlige projektfaser, hvor relationer etableres, partnerskaber formes, og de strategiske beslutninger træffes. I Danmark er Arup veletableret på metrobyggeri og har spillet en central rolle i udbygningen af den københavnske metro.

Arup er en global rådgivningsvirksomhed inden for byggeri og infrastruktur med aktiviteter i mere end 130 lande. Her mærker man mere end nogensinde før, at behovet for at tilbyde kunderne rådgivning opstår stadig tidligere i et projektforløb. Ifølge Arup vindes de mest attraktive rådgiveropgaver nemlig i stigende grad allerede, før projekterne kommer i udbud. Derfor styrker man nu sin kommercielle organisation.

Læs også

Stigende fokus på bygningsautomatik kræver høj kompetence

Det sker med henblik på at sikre virksomhedens vækstambitioner i Europa og særligt i Norden, og Sussi Kristine Abildgaard kommer nu til at stå i spidsen for indsatsen som nyudnævnt European Priority Pursuit and Capture Lead. Hun skal arbejde med strategisk udvikling af tilbuds- og udbudsarbejdet på tværs af Arups europæiske organisation, og hun har tidligere været ansat i PwC, KPMG samt Accenture.

Projekter med helhedssyn

Arup understøtter, planlægger og designer fremtidens projekter og leverer teknisk ekspertise samt strategisk rådgivning til såvel offentlige som private kunder. Man leverer integrerede løsninger inden for vedvarende energi, elsystemer, energilagring, brint og bæredygtige brændstoffer, integrerede energisystemer, CO2-fangst og -lagring (CCUS), digitale energiløsninger og kernekraft. Det er projekter kendetegnet ved en høj grad af kompleksitet.

Læs også

Styrker repræsentationen i Nordjylland

– I Arup er vi sat i verden for at hjælpe med at skabe byrum og understøtte rammerne for det levede liv. Byggeri er mere end bare mursten og facader. Det er også samspillet med kultur, natur og menneskers behov. Derfor skal vi bringe vores helhedssyn på projekterne i spil langt tidligere, fordi vi er meget bevidste om, at det er der, værdien for alvor skabes, forklarer Sussi Kristine Abildgaard.

Vigtigt med tidlig dialog

Det handler altså om at starte dialogen flere år, før projekterne fødes og om at investere i en tidlig dialog med beslutningstagere og bygherrer. Alt sammen for at sikre, at man reelt forstår deres behov og kan udvikle samt tilbyde de rigtige løsninger. Det betyder både, at salgsarbejdet bliver mere strategisk og mere effektivt, lige som det i sidste ende betyder det, at man kan skabe mere værdi for  kunderne.

Læs også

Link Arkitektur henter ny markedschef hos Sweco

– Fordelen ved denne tilgang er, at en mulighed i et europæisk land ikke længere skal opgives, hvis et lokalt team mangler kapacitet. Ambitionen er, at vi skal arbejde som én samlet europæisk organisation og dermed styrke Arups tilstedeværelse, uddyber Sussi Kristine Abildgaard. Hun arbejder fra Arups danske domicil, men er ansat i Arup Group og refererer til det regionale hovedkontor i London.

Relateret indhold