Designeren Josephine Malling og ACT Architects har det seneste år arbejdet side om side på flere projekter, hvor hun har bidraget med sin vigtige viden og erfaring indenfor space planning, indretning og løsninger til fremtidens arbejdsmarked.
Nu har den København-baserede arkitektvirksomhed oprettet en ny afdeling for designstrategi og indretningskoncepter, der fremadrettet skal være en fuldt integreret del af tegnestuens arbejde. I spidsen skal netop Josephine Malling stå.
– Josephine har været en del af huset og vores arbejde længe, og derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at hun er den helt rigtige til at lede vores projekter inden for space planning og indretning. Vi har en fælles forståelse for, hvordan arkitektur og designstrategi får stor værdi af et tæt samspil, hvor vi gør os umage for at skabe tidløse løsninger sammen, siger Mikkel Westfall, adm. direktør i ACT Architects.
Carlsbergs domicil på CV’et
Josephine Malling har de senest seks år været selvstændig i designfirmaet i eget navn. Her har hun bl.a. stået bag den omfattende renovering og designkonceptet til den æstetiske opgradering af Melsted Badehotel, interiørkoncept og indretning af Carlsbergs nye hovedsæde samt renoveringer og nyindretninger af en række domiciler for større kapitalfonde og advokatselskaber i København. Også Københavns Lufthavn har hun sat sit præg på.
Nu er det tid til at træde en ny sti:
– Det føles som et naturligt skridt, efter jeg i vores samarbejde har oplevet en tilgang til projekterne, som taler direkte til mit professionelle hjerte: Menneskerne, omhyggeligheden, det æstetiske fokus og tilliden og nærheden i hvert projekt har jeg stor respekt for, og derfor glæder jeg mig til, at vi nu med Interior Design og Space Planning kan skabe projekterne sammen i en helhed – fra byggeri til designkoncept, siger Josephine Malling.