Tre stærke teams var prækvalificeret til opgaven med at opføre den 22.000 kvm nye hospitalsbygning Vita (Liv) på Regionshospitalet Randers. Et team bestående af Link Arkitektur, 5E Byg og underrådgiverne Ingeniør’ne og Langebæk har nu trukket sig sejrrigt ud af dysten.
Vita skal indeholde 20 operationsstuer, 48 opvågningspladser, 11 intensivsenge, 7 fødestuer, 12 neonatalsenge og 2 sengeafsnit. Den samlede entreprise for byggeriet lyder på 745 millioner.
Teamet havde leveret et tilbud, der blev vurderet som det bedste i forholdet mellem pris og kvalitet i et netop afsluttet udbud. Formand for regionens udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg, Henrik Gottlieb Hansen, siger:
Vinder: Juul & Nielsen skal indrette Dialysen i Randers for 32 mio. kr.
– Nu er vi nået et stort skridt nærmere et hospital med moderne og effektive faciliteter til gavn for patienter og personale i den østlige del af regionen. Jeg glæder mig meget til at følge byggeriet og se Vita blive vækket til live. Og så skal vi selvfølgelig fortsat arbejde for at få vekslet regionshospitalets 3- og 4-sengsstuer til enestuer, så patienterne i Randers får de samme faciliteter som regionens øvrige patienter.
Arkitema er sammen med Cowi bygherrerådgiver på den omfattende udvidelse og renovering af Regionshospitalet Randers.
Dele af finansieringen mangler
Vita skal de kommende år skyde op på hospitalets matrikel. For at det kan lade sig gøre, skal to eksisterende bygninger rives ned. De første mursten forventes at blive revet ned i 2026. Går alt efter planen vil den nye bygning Vita kunne tages i brug i 2. halvår 2033.
Regionsrådet i Region Midtjylland har bevilliget 14,5 millioner kroner til projektering af de to sengeafsnit, som efter planen også skal være en del af det nye byggeri. De to sengeafsnit forventes dog at koste i alt 135 millioner kroner.
Den øvrige finansiering til sengeafsnittene er endnu ikke på plads. Hospitalsdirektør på regionshospitalet, Henrik Larsen, håber, at den resterende finansiering kan findes i regeringens nye nationale anlægspulje til mere moderne sygehuse.
River hallen ned: Genanvender materialer i byens nye idrætscenter
– Vi har fortsat mange 4-sengsstuer. Så hvis Regionshospitalet Randers skal kunne blive ved med at leve op til moderne standarder for patientbehandling, håber vi på en langsigtet renoverings- og udbygningsplan for hospitalet, siger Henrik Larsen, der kalder vinderteamets tilbud for ’solidt og gennemarbejdet’.
Den endelige kontrakt mellem Region Midtjylland og vinderteamet forventes underskrevet, når stand still perioden er udløbet.