Om Sjællands Universitetshospital
- – Region Sjælland har fået tilsagn fra Statens kvalitetsfond til at opføre Sjællands Universitetshospital i Køge for fire milliarder kroner (2009 priser).
- – Byggeriet tager afsæt i det vindende konkurrenceprojekt fra projektkonkurrencen i sommeren 2013. Vinderprojektet er udarbejdet af et totalrådgiverkonsortium bestående af arkitektfirmaet C.F. Møller og de to ingeniørfirmaer Rambøll og Alectia, der efterfølgende er indgået en totalrådgiveraftale med.
- – Det er denne totalrådgiverkontrakt, der nu bringes til ophør.
Region Sjælland har valgt at droppe samarbejdet med det totalrådgiverkonsortium, der stod bag vinderprojektet for byggeriet af Sjællands Universitetshospital i Køge. Konsortiet består af arkitektfirmaet C.F. Møller og de to ingeniørfirmaer Rambøll og Alectia.
Projekteringen af det kommende Universitetshospital skal videreføres med en ny udbudsstrategi.
Projektforslaget for den første af fire store etaper indikerer, at det forventede bruttoareal for det samlede byggeri vil blive forøget med knap 23.000 kvadratmeter – svarende til en 13 procents forøgelse i forhold til, hvad der var forudsat.
Forøgelsen af bruttoarealet vil medføre en samlet budgetoverskridelse på mellem 300 og 350 millioner kroner for hele byggeriet, hvis dette gennemføres i sin nuværende form.
Region Sjælland og totalrådgiverkonsortiet har drøftet mulighederne for at gennemføre projektet inden for de givne rammeforudsætninger uden at finde en løsning. Regionsrådet har herefter besluttet at afvikle den eksisterende kontrakt, så projektet kan gennemføres med det ønskede resultat.
Det betyder, at en samlet plan for den videre proces for gennemførelse af byggeriet bliver behandlet i Regionsrådet i marts 2017.
Regionrådet ønsker med sin beslutning at fastholde de oprindelige visioner for Sjællands Universitetshospital og samtidig sikre, at man kan holde rammen på fire milliarder kroner.
