Når transmissionerne fra de olympiske lege i den kommende sommer vil kunne følges på danske tv-skærme, vil svømmekonkurrencerne foregå i det splinternye “Tokyo Aquatics Center” og volleyball-kampene i den lige så splinternye “Ariake Arena”, som begge er erklæret færdigt-byggede her i december og vil blive officielt åbnet ved store galla-arrangementer i begyndelsen af 2020.
De to imponerende bygningsværker er begge bygget på inddæmmet land på Odaiba, Tokyos nye bydel, som er anlagt på en kunstigt skabt ø ude i det, der tidligere var Tokyo-bugten. Odaiba var engang i firserne tænkt som en japansk version af Silicon Valley, men har i dag udviklet sig til et populært underholdnings- og shopping-center for byens unge par og børnefamilier. I fremtiden bliver det også et center for tilskuersport.
Rødder langt tilbage i tiden
17 ud af de 43 sportsanlæg, hvor de olympiske konkurrencer skal foregå ved Tokyos olympiske lege i sommeren 2020, er anlagt eller er ved at blive anlagt på Odaiba og andre inddæmmede øer i bugten. Det internationale pressecenter under selve legene er placeret i “Big Sight”, en kæmpestor udstillingsbygning, som ligeledes ligger på Odaiba.
Men Odaiba er blot det tydeligste og lige i øjeblikket mest aktuelle eksempel på en inddæmningsproces, der går langt tilbage i tiden, og som vil fortsætte i adskillige årtier endnu. Storbyen Tokyo har, siden den under navnet Edo blev hovedstad i begyndelsen af 1600-tallet, ædt mere og mere af Tokyo-bugten, og bydele som Hibiya og Nihonbashi, som mange vil opfatte som klassiske bycentre, er oprindeligt opstået ved inddæmning. Hibiya-fjorden gik fra Shimbashi ved bugtens bred helt op til shogunens palads, som lå der, hvor kejserpaladset ligger i dag.
Hibiya blev inddæmmet, så et stort antal herremænd og samuraier, der var den herskende shoguns loyale administratorer, kunne flytte til hovedstaden og få et praktisk sted at bo. Til gengæld blev der øst for den nye bydel anlagt en ny kanal, sådan at mad og salt, der blev transporteret ad søvejen, fortsat kunne leveres til shogunens palads.
Behov for industrigrunde
Processen med at inddæmme nye områder til Tokyo tog for alvor fart mange år senere efter Anden Verdenskrig, da krigen i slutningen af halvtredserne og begyndelsen af tresserne var kommet på afstand, og landet oplevede en eksplosiv økonomisk vækst. Der var et tvingende behov for nye industrigrunde tæt ved store arbejdsstyrker.
Harumi-bydelen, hvor den olympiske landsby med dens fornemme og luksuriøse lejlighedskomplekser nu er bygget med udsigt til Tokyos “Rainbow Bridge”, der fører fra den gamle by ud til Odaiba, og Toyosu-bydelen, hvor Tokyos nye moderne fiskemarked blev åbnet sidste år, blev således først endeligt inddæmmet og endeligt indlemmet i byen så sent som i 1961. I de første mange år fungerede de to nye bydele som storbyens industripark.
Også Haneda-lufthavnen og Tokyo Disneyland er i den periode bygget på nyt land, som oprindeligt var en del af Tokyo-bugten.
Klar skillelinje
Allerede dengang kom flere af Japans anerkendte arkitekter med den berygtede Noriaki Kurokawa i spidsen med ambitiøse udspil til en samlet planlægning af hele denne udvikling frem mod nogle futuristiske Familien-Jet-landskaber, som man forestillede sig ville opstå på de nye øer.
Det nye Tokyo skulle i denne modernistiske vision med føje slet ikke ligne det gamle Tokyo. Der skulle benyttes nye materialer, og skillelinjen mellem det nye og det gamle skulle stå klart i bylandskabet.
I praksis kom udviklingen i de første mange år til at foregå mere anarkistisk, og først med projekteringen af den store samlede Odaiba-ø i firserne lykkedes det at skabe en ny bydel efter en samlet plan. Hvilket bestemt også har skabt et fuldkommen anderledes Tokyo med grønne områder og brede boulevarder midt i det gamle Tokyo udenom med dets snævre gader og tætte bebyggelse.
Næste ø parat
Problemet var, at økonomien i mellemtiden var blevet ramt af deflation og stilstand, og det tog i halvfemserne og nullerne lang tid at få sparket rigtigt gang i de nye områder. Først med de olympiske byggerier er området ved at være fyldt op.
Gennem århundreder er nye bydele populært sagt blevet anlagt på områder, hvor man spadserer rundt oven på foregående generationer af Tokyo-beboeres indsamlede affald. Og den proces er slet ikke færdig. Uden for Odaiba ligger allerede den næste færdige ø parat, og her er det meningen, at der om få år skal anlægges en rekreativ bypark, “Umi no Mori”, Havets Skov.
Nummeret længere ude i bugten er man i fuld gang med inddæmme de såkaldte “Outer Central Breakwater Reclamation Area” og “New Waste Disposal Area” på i alt næsten 800 hektar. Her er det stadig ikke besluttet, hvad de nye områder skal bruges til.
Skadet ved jordskælv
Materialet, der benyttes ved inddæmninger i dag, er befolkningens ikke-brændbare og knuste affald, asken fra det brændbare affald, blandet op med sand fra opmudring samt overskydende jord fra byens mange byggepladser.
Det skaber et stabilt fundament, hvis det stampes sammen. Men ikke mere stabilt end at det inddæmmede område Urayasu i kystregionen lige øst for Tokyo under det store jordskælv i marts 2011 led alvorlige skader ved såkaldt “liquefaction”, fortætning, da undergrunden kollapsede og sænkede sig under relativt nybyggede højhuse.
Spørgsmålet er imidlertid, hvad der skal ske med storbyens affald, når man om cirka et halvt århundrede er færdig med at udfylde “New Waste Disposal Area”. Man kan nemlig ikke komme længere ud i bugten uden at komme på tværs af internationale sejlruter, så på det tidspunkt er man nødt til at finde på noget helt nyt, hvis byen fortsat skal vokse – og hvis den stadig producerer store mængder skrald.
“Der er ingen anden udvej end, at vi selv må skære ned på vores affald og genbruge mere af det, som ellers ville være blevet til affald”, udtalte Nobuyoshi Shiratori, en pressemand fra selskabet CAT23, som driver storbyens forbrændingsanlæg for de 23 centrale bydele, i 2017 til avisen The Japan Times.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';