Større renoveringsopgave kræver due-drab

Fuglene forpester tilværelsen for de håndværkere, som renoverer Panum Instituttet. Det retter en mand med en salonriffel nu op på.
Duen her er en model-due og altså ikke i risiko for at blive skudt nær Panum Instituttet. Foto: Wikipedia Commons.
Duen her er en model-due og altså ikke i risiko for at blive skudt nær Panum Instituttet. Foto: Wikipedia Commons.

Det er ikke let at være klippedue i storbyen.

Når man som fugl er flest foretrækker redepladser i højden, risikerer man at komme i karambolage med de mennesker, der har netop toppen som deres arbejdsplads. Som det nu er sket på renoveringen af Panum Instituttet i København.

Her går håndværkere fra C. G. Jensen lige nu rundt og renoverer facaden. Selskabets betonrenoveringsdivision udfører både afrensning og malerbehandling af betonen og udskifter intet mindre end 365 altan-forplader på den store betonbygning.

Og det lader sig altså ikke gøre med duerne på sidelinjen oplyser TV2 Lorry.

– Håndværkerne kan simpelthen ikke komme til, for duerne har nærmest stået i kø for at komme ind i bygningen og bygge reder. De klatter over det hele, og det er i øvrigt sundhedsskadeligt at arbejde i, forklarer Inge Feigh Jensen til TV-stationen. Hun er servicemanager på Campus Service Sund, som Panum Instituttet er en del af.

Renoverings-opgaven afgrænser sig til områder af bygningen, der er beskadiget, mens overfladebehandlingen skal udføres på samtlige kvadratmeter af den store betonfacade.

Duerne vil blive skudt fra taget, hvorfor man som forbipasserende vil kunne se en mand med en salonriffel.

Relateret indhold