Realdania laver pulje til ghettoudvikling

Kommuner og boligorganisationer på ghettolisten får nu en håndsrækning.
Foto: Steffen Stamp.
Foto: Steffen Stamp.

Ghettolisten

  • København:
  • Lundtoftegade
  • Aldersrogade
  • Mjølnerparken
  • Gadelandet/Husumgård
  • Tingbjerg/Utterslevhuse
  • Bispeparken
  • Hørgården
  • Høje-Taastrup:
  • Tåstrupgård
  • Charlotteager
  • Gadehavegård
  • Helsingør:
  • Nøjsomhed/Sydvej
  • Slagelse:
  • Ringparken
  • Motalavej
  • Guldborgsund:
  • Lindholm
  • Odense:
  • Solbakken
  • Korsløkkeparken Øst
  • Vollsmose
  • Sønderborg:
  • Nørager/Søstjernevej
  • Esbjerg:
  • Stengårdsvej
  • Horsens:
  • Sundparken
  • Kolding:
  • Munkebo
  • Skovvejen/Skovparken
  • Vejle:
  • Finlandsparken
  • Silkeborg:
  • Resedavej/Nørrevang II
  • Aarhus:
  • Bispehaven
  • Skovgårdsparken
  • Gellerupparken/Toveshøj
  • Viborg:
  • Ellekonebakken
  • Holbæk:
  • Agervang

Lørdag præsenterede Transport-, Bygnings- og Boligministeriet en ny ghettoliste, der bragte otte boligområder mere ind på den berygtede liste over særligt udsatte boligområder.

De områder får nu en håndsrækning, skriver Realdania i en pressemeddelelse.

Områderne får nu mulighed for at søge midler fra Realdania til at supplere udviklingsplanerne og blandt andet medtænke sammenhængen mellem boligområdet og byen omkring.

Udviklingsplanerne er en konsekvens af den såkaldte Ghettoplan.Et centralt krav er, at antallet af almene familieboliger skal reduceres til maksimalt 40 procent inden 2030.

Det vil betyde, at mange mennesker vil skulle finde nye steder at bo udenfor boligområderne, og det vil ikke kun få betydning for selve boligområdet, men også for byen omkring.

Hjælp til udvikling

I de almene boligorganisationers og kommunernes arbejde med at udforme udviklingsplanerne vil det derfor være væsentligt, at der også tænkes udover matriklen – at planerne sætter retningen for en helhedsorienteret udvikling af boligområderne. Det gælder konkret fysisk, og også socialt, organisatorisk og økonomisk.

Udviklingsplanerne skal ligge klar den 1. juni 2019. Foreningen Realdania giver nu almene boligorganisationer og kommuner mulighed for at søge midler som en ekstra hjælp til at udforme udviklingsplanerne, sådan at der er mulighed for også at tænke ud over matriklen i planerne.

Realdania vil bidrage med op til 0,5 mio. kr. til hver udviklingsplan. Det er et krav, at den almene boligorganisation og kommune ansøger i fællesskab, og der er frist for at ansøge den 10. december 2018.

– De almene boligorganisationer og kommuner står over for en vanskelig og ambitiøs opgave, og vi vil gerne bidrage med ekstra midler til at løse den. Der arbejdes flere steder allerede meget målrettet med strategiske udviklingsplaner, og gennem de sidste 30 år har der været mange indsatser og gjort mange erfaringer med at løfte de udsatte boligområder, siger administrerende direktør i Realdania, Jesper Nygård.

– Og det er dette strategiske arbejde og det erfaringsgrundlag, som vi vil gerne understøtte.

Erfaringer fra kampagnen By i balance

Sammen med almene boligorganisationer og kommuner har Realdania gennem kampagnen By i balance de seneste år arbejdet med at udvikle en række udsatte boligområder efter en helhedsorienteret tilgang. Det vil sige, at der arbejdes med at gøre boligområdet til et kvarter, der hænger sammen med byen omkring på alle parametre.

De tre strategiske udviklingsplaner, der er udarbejdet i kampagnen, er baseret på bystrategiske analyser, som tager udgangspunkt i de specifikke områders sammensætning og karakter.

Esbjerg Kommune er en af de kommuner, som sammen med Boligforeningen Ungdomsbo har modtaget støtte til udvikling af en strategisk helhedsplan for boligområdet Stengårdsvej i kampagnen By i balance.

– Hvis vi skal løse udfordringerne for Stengårdsvej her i Esbjerg, er det helt indlysende, at det er en opgave, som ikke kan lykkes, hvis vi kun arbejder sammen boligforening og kommune. Det er en opgave, der netop kræver et bredt samarbejde mellem flere af byens aktører – både offentlige og private, siger direktør for Teknik og Miljø i Esbjerg Kommune, Hans Kjær.

Relateret indhold