Mobil-appen der skal hjælpe dig med at orientere rundt på den store Byggeri’18 messe, er blevet opdateret. Det skriver Byggeri’18 i en pressemeddelelse.
Det er brancheforeningen Danske Byggecentre, der har udviklet app’en.
– Vi vil gerne gøre det endnu nemmere at være på Byggeri’18. Med vores messe-app kan besøgende allerede inden de kommer på messen gennemgå udstillerlisten og danne sig et overblik over, hvilke stande, de vil besøge. Det er det perfekte redskab for besøgende, der gerne vil have ekstra god adgang til at finde rundt på vores store messeareal, siger Palle Thomsen, administrerende direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre.
Nye digitale features
I år har ‘Byggeri-messen’-appen fået en lang række helt nye features, der giver god mulighed for at kunne finde rundt og orientere sig blandt de cirka 300 udstillere i Messe C i Fredericia.
– Det bliver langt nemmere at finde rundt. Trykkes der på en stand på halplanen, kommer udstillerens navn frem. Trykkes der på udstillerens navn i firmafortegnelsen, vises standen på halplanen. App’en kan desuden vise vej på halplanen fra den stand, du står ved, til den stand, du gerne vil besøge, siger Palle Thomsen.
Messekataloget er i år blevet digitaliseret og er selve appen. Her kan besøgende hurtigt orientere sig om udstillerne, de udstillede produkter, om de events, der foregår rundt på standene samt om spisesteder og de respektive menuer. Den giver desuden en smart mulighed for at registrere sig online, så de besøgende blot behøver at scanne en modtaget QR-kode ved indgangen for at komme ind på messearealerne.
Hvis man er mere analog, vil der ved indgangen ligge foldere, som indeholder halplan, udstillerliste, oversigt over bespisning med mere.
Den bæredygtige vej
På appen kan man også opleve “Den bæredygtige vej”, hvor brugerne både kan læse om og blive guidet rundt fra stand til stand blandt de mange dokumenterede bæredygtige produkter og løsninger, som er nomineret til byggeriets tre klimapriser.
– I år oplever vi et sandt innovationsboom inden for grønne og bæredygtige byggevarer, klimaløsninger og miljøstrategier. Det vil vi gerne honorere, så vi har skabt “Den bæredygtige vej” på vores app. Vejen guider de besøgende rundt fra stand til stand, hvor de kan opleve de mange bæredygtige produkter og løsninger, der er nomineret til de tre klimapriser; Byggeriets Klimapris, Byggeriets Energipris og Byggeriets Miljøpris, siger Palle Thomsen.
Byggeri’18 afholdes den 13.-16 marts i MESSE C i Fredericia. Messen har åbent dagligt fra kl. 09.30 – 17.00 med fri adgang for fagfolk mod registrering.