Niras vinder skitseprojekt på sygehus i Oslo

Det kommende, norske partikelterapicenter skal have de præcist samme funktioner til at strålebehandle komplicerede kræftsygdomme som det, Niras er rådgiver på i Skejby ved Aarhus.
Niras' sygehusrådgivere bruger nu de gode erfaringer fra Danmarks første partikelterapicenter, DCPT i Aarhus, til et tilsvarende partikelterapicenter i Oslo. Pressefoto: Niras.
Niras' sygehusrådgivere bruger nu de gode erfaringer fra Danmarks første partikelterapicenter, DCPT i Aarhus, til et tilsvarende partikelterapicenter i Oslo. Pressefoto: Niras.

Om få måneder afleverer Niras Danmarks første partikelterapicenter, DCPT i Aarhus. Centeret ligger på Det Nye Universitetshospital DNU i Skejby og behandler kræft med partikelbaseret strålebehandling (protonterapi). Og mens Niras’ sygehusrådgivere er ved at tjekke de sidste ting, kan de passende bruge de gode erfaringer på et nyt partikelcenter.

Det kommer de også til, for Niras har sammen med Arkitema Architects netop vundet Helse Sør-Øst RHF’s skitseprojekt til et tilsvarende partikelterapicenter – eller protoncenter – i Oslo i Norge. Skiteseprojektet er en delleverance på 10.000 kvadratmeter af den samlede udbygning på 46.000 kvadratmeter.

Fulgt det danske projekt

Radiumhospitalet, som er en del af Oslos Universitetshospital, har fulgt byggeriet af DCPT i Skejby tæt. Der skal nu bygges en partikelaccelerator, tre behandlingsgantrys (selve behandlingsapparatet, der skal levere protonstrålingen til patienten, red.) og et forskningsrum. Det hele placeret bag op til fire meter tykke betonvægge i ‘strålingsbunkeren’.

Selve udstyret, der styrer behandlingen af patienten og ikke er en del af skitseprojektet, er placeret i en tre etagers betonafskærmet konstruktion og vejer cirka 220 tons pr. gantry. Udover selve protonudstyret består centeret også af en klinikdel, hvori der indgår CT-, Pet-CT- og MR-scannere, anæstesi og opvågning, ambulatorier, dosisplanlægning og forskning.

– Niras har tidligere været prækvalificeret til en række andre hospitals-mini-udbud under en rammeaftale, vi deler med Arkitema Architects og Sweco i Norge. Nu lykkedes det at komme ind med vores specialistviden på protonterapi-området, siger projektchef i Niras Lars Nordenhof.

Endnu et i Bergen

Strålebehandling til kræft har eksisteret siden 50’erne, men den nye partikelbaserede behandlingsform udmærker sig ved at kunne behandle eksempelvis børn og komplicerede tumorer, idet strålerne kan afgives med under 1 millimeter nøjagtighed og ikke skader det omkringliggende væv. Dermed begrænser man følgeskader i modsætning til at behandle med konventionel stråleterapi.

Danmark har ikke et partikelcenter, før det i Skejby slår dørene op, og har tidligere sendt patienter til USA og Stockholm. Vores norske naboer ønsker også deres eget, og efter Oslo følger et andet i Bergen.

Specialist på protondelen

De ingeniørtekniske udfordringer i Oslo bliver eksempelvis i forhold til køle- og forsyningsteknik og at håndtere strålepåvirkede installationer samt den generelle strålingsbeskyttelse – blandt andet fordi man aktiverer grundstoffer i betonen.

Derudover er der ifølge Lars Nordenhof endnu ikke valgt en leverandør af protonudstyret. Dette komplicerer opgaven en lille smule, idet de enkelte leverandører af protonudstyr har hver deres specifikke krav til at udforme bygning, installationer med videre.

Niras står for specialistrådgivningen om protondelen, mens Sweco står for tilslutningsforhold og jordbundsundersøgelser, som kræver lokalkendskab i Norge.

Til de mere specielle udfordringer med strålebeskyttelse har Niras allieret sig med DNU’s hospitalsfysiker, Lars Præstegaard, der har designet og sikret myndighedsgodkendelse af den udførte strålingsbeskyttelse med beton, der er udført på DCPT.

Stor sygehuserfaring

Niras har en af Danmarks største volumen af sygehuserfaringer på både projekterings- og bygherrerådgiversiden og vandt netop opgaven takket være de mange referencer.

Skitseprojektet skal afleveres i udgangen af august 2018.

– Når skitseprojektet er færdigt, forventer jeg, at byggeriet bliver udbudt i form af en totalentreprise. Den entreprise vil vi også rigtig gerne vinde. Derfor arbejder vi lige nu med at finde den bedste samarbejdspartner til den opgave, siger Lars Nordenhof.

Når skitseprojektet er færdigt, forventer jeg, at byggeriet bliver udbudt i form af en totalentreprise. Den entreprise vil vi også rigtig gerne vinde.

Relateret indhold