Nedrivning af politistation giver plads til DGBN-byggeri

Den gamle politistation i Sorgenfri ned er nu i gang. På grunden skal der opføres en nyfortolkning af et karrébyggeri, der bliver DGNB-certificeret.
Det nye byggeri i Sorgenfri bliver DGNB-certificeret. Illustration: Werk.
Det nye byggeri i Sorgenfri bliver DGNB-certificeret. Illustration: Werk.

Arbejdet med at rive den gamle politistation på Hummeltoftevej 14 i Sorgenfri ned er nu i gang. MT Højgaard vil frem til midten af aprils arbejde med nedrivningen, så der efterfølgende kan opføres en nyfortolkning af et karrébyggeri. Men også det omkringliggende område får et stort løft. Det oplyser MT Højgaard i en pressemeddelelse.

– Vi starter med at rive ned inde i huset og bevæger os udad. Bygningen er blevet forseglet, så støv og skidt ikke flyver ud i nærmiljøet, og for at passe på vores medarbejdere er de iklædt støvdragter og sikkerhedsudstyr, når de udfører arbejdet. Alle bygningsdele bliver skilt i de forskellige materialegrupper, og affaldet bliver sorteret, så mest muligt kan genbruges. Vi bruger hverken dynamit eller bulldozer, men vi kan ikke undgå, at det larmer lidt, siger Bent Schleef Arvidsen, der er projektudviklingschef i MT Højgaard.

DGNB-certificering

Nedrivningsarbejdet forventes at være afsluttet i midten af april 2017. Efterfølgende vil der blive etableret byggepladskontor, lige som arbejdet med at grave ud til parkeringskælder går i gang. Det endelige byggeri vil stå færdigt i sommeren 2019.

Det nye byggeri bliver DGNB-certificeret, og i boligerne er der stort fokus på et sundt indeklima med holdbare materialer samt et lavt energiforbrug og varmebehov. Gode dagslysforhold i boligerne er en anden vigtig parameter, ligesom fleksibilitet er med til at øge anvendelsesmulighederne, så boligerne kan tilpasses de forskellige beboeres behov.

I udearealerne vil der blive indrettet faciliteter til forskellige aldersgrupper, hvilket vil give et livligt gårdrum med plads til sociale aktiviteter.

Ny byudvikling

Nedrivningen af den forfaldne politistation er startskuddet til en ny udvikling i Sorgenfri, som skal skabe liv, ny handel og værdi for alle i bydelen.

– Det har som bekendt været en lang proces at nå hertil, men nu er vi her, og så er det bare med at glæde sig over, at det både er lykkedes at holde fast i, at bebyggelsen bliver flot i sig selv, og at den giver et tiltrængt kvalitetsløft til hele området. Forhåbentlig bliver den nye bebyggelse et lokomotiv for udviklingen af hele Sorgenfri stationsområde – vi vil i hvert fald holde et vågent øje med, hvad der sker med nabogrundene og understøtte den videre udvikling af området, hvis vi får mulighed for det, siger Torben Dahl, der er projektudviklingsdirektør i MT Højgaard.

Hummeltoftevej vil blive forskønnet med ny beplantning, ny vejbelægning samt ny belysning, og der vil blive etableret helleanlæg og nye lysreguleringer ved blandt andet motorvejsafkørslen.

Freja ejendomme, der ejede den gamle politistation, har været med under hele udviklingen af projektet og er yderligere involveret i forvandlingen af det gamle plantedirektorat på nabogrunden til 675 nye studie-, ph.d.- og seniorboliger.

Relateret indhold