Beboerne i andelsboligforeningen Grækenlandsvej på Amager besluttede sidste sommer, at den grå og golde gård nedenfor lejlighederne skulle fornys. To millioner kroner blev afsat til projektet, og ti måneder efter kunne beboerne indvie de nye fællesarealer. Det fortæller foreningen i en pressemeddelelse.
Gården er ifølge boligforeningen og dens beboere ved hjælp af renoveringen gået fra at være et sted, man kun færdes i for at parkere cyklen og hænge mudrede flyverdragter til tørre til at blive et samlingspunkt for områdets beboere og deres gæster.
– Det er helt vildt. Jeg har boet her i flere år, men i de få måneder, der er gået, siden gården blev færdig, har jeg mødt flere naboer, jeg aldrig har set før. Og vores børn er gået fra at skulle over på omkringliggende institutioner og skoler for at lege til at blive i vores egen gård, hvor vi kan holde øje med dem. Ja, de er faktisk ikke til at få med op i lejlighederne, når det bliver aften, smiler Louise Suhr, der er formand for foreningen, der tæller 49 husstande.
Opdagede miljøvenlig asfalt
Louise Suhr fortæller videre, at med mange børn i området, så har fokus først og fremmest været på sikkerhed og brugervenlighed af det nye gårdmiljø. I lige så høj grad har miljøet også spillet en rolle ved valget af leverandører.
– Undervejs fandt jeg ud af, at også selve asfalten kan være mere eller mindre miljøvenlig, fortæller andelsformanden, der indhentede tilbud fra forskellige asfaltleverandører, inden valget faldt på SuperAsfalt. Firmaet har blandt andet opført et asfaltværk på Prøvestenen i København. Selve asfalttypen er den såkaldte BituAsfalt, der markedsføres som et miljøvenligt alternativ til traditionel asfalt BituAsfalt er fremstillet på samme måde som almindeligt asfalt, men indeholder genanvendt bitumen samt sand og småsten fra tagpap, der er laboratorietestet og godkendt til asfaltproduktion.