Efter et årelangt tilløb kan partner bag samlingspunktet, Den Grønne Arena, i det østlige Aalborg begynde at se enden på byggeprojektet.
– Idéen til dette fantastiske sted opstod for mindst 15 år siden. Dengang var arbejdstitlen ’Hangaren’, men der er sket rigtig meget siden da – både med hensyn til navn, fysiske rammer og indhold. Den grundlæggende tanke har vi dog holdt fast i, og vi glæder os vældig meget til, at projektet snart er i mål, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
Efter planen skal projektet være i mål i omkring årsskiftet, og bygningen være i drift i foråret 2027.
Den Grønne Arena bygger videre på en positive udvikling, som området har oplevet, ifølge parterne bag. Og bygningen opføres med stort fokus på bæredygtighed.
Renoveringsprojekt til 636 millioner sættes i gang i Aalborg
Det bliver et nyt og ambitiøst samlingspunkt i det østlige Aalborg med fokus på dans, bevægelse og fællesskab, som skal ligge i direkte forbindelse med Trekanten – bibliotek & kulturhus.
Bag Den Grønne Arena står ejeren Himmerland Boligforening i samarbejde med Aalborg Kommune, Lokale- og Anlægsfonden og Realdania, mens projektets realisering har fået støtte fra A.P. Møller Fonden, AN-TV og Landsbyggefonden.

Det samlede budget er 27 mio. kr.
– Med sin placering og indretning har byggeriet potentiale til at blive et levende samlingspunkt og et stærkt kulturtilbud for alle aldre, siger Ola Mattsson, der er udviklingskonsulent i Lokale- og Anlægsfonden.
Stig Hessellund, der er projektchef i Realdania, supplerer:
– Den Grønne Arena er endnu et stort skridt i udviklingen af Aalborg Øst, og byggeriet har alle potentialer for at blive et attraktivt mødested for alle i Aalborg med fokus på bevægelse, motion og stærke fællesskaber. Derudover bliver bygningen delvist opført i træ og med materialer, der har et lavt klimaaftryk, og det er rigtig positivt.
