Vil skære ventetiden på byggesager med op mod 70 %

Gladsaxe Kommune vil prioritere afgørelsesklare byggesager. Udvalgsformandens mål er at få sagsbehandlingstiden ned fra 16-20 til seks uger.
Det kan forsinke både byggeprojekter og investeringer, når virksomheder og bygherrer må vente på kommunale afgørelser. Foto: Gettyimages.

Ventetiden på kommunernes behandling af byggesager er fortsat en væsentlig udfordring for bygge- og ejendomsbranchen.

De seneste landsdækkende tal viser ganske vist, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid faldt for tredje år i træk til 56 dage i 2025. Men samtidig steg ventetiden i 60 af landets 98 kommuner, og forskellene mellem kommunerne er fortsat markante.

Læs også

Byggesagsbehandling: Store kommunale forskelle

Det kan få direkte konsekvenser for virksomheder og bygherrer, når projekter må vente på en kommunal afgørelse, og investeringer og byggeaktivitet dermed kan blive forsinket.

Dagens Byggeri har tidligere beskrevet, hvordan flere kommuner har formået at vende udviklingen. I København har en målrettet indsats nedbragt tidligere meget lange ventetider, mens Aalborg har forkortet ventetiden på erhvervssager i byzone fra fem til tre måneder. Kerteminde har tidligere opnået markante forbedringer ved blandt andet hurtigt at screene og opdele sager efter kompleksitet.

Læs også

Markant fremgang for byggesagsbehandling i København

Nu vil Gladsaxe Kommune forsøge at få mere fart på byggesagerne.

Vil ned fra 16-20 uger

I Gladsaxe er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i dag 16-20 uger. Kommunen indfører derfor som forsøg en ny praksis, hvor sager, der umiddelbart er klar til en afgørelse, bliver prioriteret.

Det gælder blandt andet ansøgninger, hvor alle nødvendige oplysninger er indsendt, og kommunen ikke skal undersøge yderligere forhold.

Målet er at undersøge, hvor langt behandlingstiden kan bringes ned ved at lade de afgørelsesklare sager komme hurtigere gennem systemet.

Læs også

Til en ny regering: Fem veje, der styrker dansk byggeri

– Vi arbejder løbende på at forbedre og effektivisere vores arbejdsgange, så sagsbehandlingstiderne bliver så korte som muligt. Og mit personlige mål er, at sagsbehandlingen skal sænkes til seks uger, siger formand for Trafik- og Teknikudvalget Martin Skou Heidemann og fortsætter:

– Hvis en sag er fuldt oplyst og umiddelbart klar til en afgørelse, giver det god mening at undersøge, om vi kan få den hurtigere gennem systemet.

Læs også

Særligt våben mod lange sagsbehandlingstider vinder indpas

Samtidig peger kommunen på, at prioriteringen kan give ansøgerne et større incitament til at indsende fyldestgørende ansøgninger fra begyndelsen.

Som en del af forsøget vil Gladsaxe desuden prioritere ansøgninger fra handelsdrivende i bymidterne for at gøre det lettere for butikker og andre erhvervsdrivende at komme videre med deres projekter.

Ser mod AI og deler erfaring

Prioriteringen af de afgørelsesklare sager står ikke alene. Fra september afprøver kommunens byggesagsteam også en ny model for den indledende screening af byggesager.

Samtidig undersøger Gladsaxe mulighederne for at anvende kunstig intelligens i byggesagsbehandlingen.

Læs også

Vil afskaffe tre års ventetid på lokalplaner i København

Desuden deler kommunen erfaringer med Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal kommuner gennem det såkaldte 4K-samarbejde.

Relateret indhold