Sætter byggegrund til op mod 180 boliger i udbud

Kolding Kommune sætter et 5.300 m2 stort areal til salg som første etape af en større byudvikling i centrum.
På parkeringspladsen ved Riberdyb skal der etableres etageejendomme med omkring 90 boliger. Foto: Kolding Kommune.

Fra parkeringsplads til et levende og grønt kvarter.

Det er planen for de to områder Riberdyb og Holmsminde, der begge ligger i Kolding midtby.

Nu er Kolding Kommune klar med et udbud på Riberdyb, som lyder på en mindstepris på 10,8 mio. kroner sammen med køberetten til en del af Holmsminde.

Læs også

Forladt fabriksgrund bliver til 14.000 m² boliger

På det 5.282 m2 store Riberdyb skal der etableres etageejendomme med omkring 90 boliger. Der bliver også mulighed for i mindre omfang at etablere kontorer, cafeer og lignende.

– Vi har to parkeringsarealer midt i byen, på Riberdyb og Holmsminde, som ganske enkelt ikke passer ind i vores ambition om at give Koldings bymidte et markant løft de kommende år, siger borgmester i Kolding Kommune, Jakob Ville, og fortsætter:

– Vi forvandler noget af det mest centrale af vores bymidte til et levende kvarter ved åen, som binder vores historiske bymidte og campusområde endnu tættere sammen.

Sikrer sig køberetten

Vinderen af udbuddet på Riberdyb sikrer sig også køberetten til at udvikle og bygge på et areal på Holmsminde, som følger i næste fase.

Det pågældende areal er af nogenlunde samme størrelse som Riberdyb og vil også kunne rumme omkring 90 boliger.

Læs også

4.200 boliger kan lande udenfor Aarhus

I en senere etape er der mulighed for også at udnytte et resterende areal på Holmsminde til boligbyggeri.

Måtte trække sig

Det er ikke første gang, at byrådet forsøger at udvikle Riberdyb og Holmsminde.

Senest måtte AP Ejendomme trække sig fra en betinget købsaftale i oktober 2024.

Det skete i forlængelse af Ruslands invasion af Ukraine, som ændrede de økonomiske vilkår med inflation, højere renter og kraftigt stigende materialepriser.

Derfor er det også med en vis spænding, at kommunen nu laver et nyt udbud.

– Jeg har en god mavefornemmelse. Vi har i løbet af det seneste år været i en tæt dialog med ejendomsudviklere og markedsaktører for at få deres bud på, hvordan vi kan give projektet luft under vingerne og sikre høj kvalitet, siger chef for Plan og Byg i Kolding Kommune, Jan Krarup Laursen, og fortsætter:

– Det har været en værdifuld proces, som har ført til, at vi nu laver udbuddet på en lidt anden måde end sidst. Bl.a. udbyder vi projektet i mindre etaper, hvilket vil gøre det lettere for andre end de helt store aktører at byde ind.

Læs også

Nyt bykvarter i Gladsaxe skal rumme 400 boliger

Fristen for at byde ind på Riberdyb er 12. oktober kl. 12.

Relateret indhold