Kanaltårnene i Vejle står færdige

NCC har opført den sidste af de to etageejendomme, med i alt 88 lejligheder, for bygherren PensionDanmark.
Pressefoto.
Pressefoto.

På havnen i Vejle har bygge- og anlægsvirksomheden, NCC, netop opført den sidste af to etageejendomme til PensionDanmark. Byggeriet rummer alt i alt 88 lejligheder, hvor selv de nederste lejligheder har havudsigt med et gulvniveau cirka seks meter over vandet, idet indgang og depotrum udgør stueplan i bygningerne. Bygningerne kaldes Kanaltårnene. Det skriver NCC i en pressemeddelelse.

Kanaltårnene er bygget langs kajkanten i Vejles nye havnebydel, helt ned til fjorden og havnebassinet.

Professionel bygherre

– Det har været en stor fornøjelse at arbejde med en så kvalitetsbevidst og professionel bygherre som PensionDanmark. Sammen har vi formået at skabe nogle fantastisk flotte boliger i en høj kvalitet og med en endnu mere fantastisk beliggenhed på Vejle Havn. De væsentlige årsager til, at vi afleverer boligerne mangelfrit skal i stor grad dedikeres vores dygtige rådgivere, håndværkere og leverandører. Vi har virkelig forsøgt at gøre vores yderste for, at køberne skal blive tilfredse med deres nye bolig, som de har investeret mange penge i, siger projektchef Jonas Gejl Lauridsen.

Boliger til tiden

Det er også en tilfreds bygherre, der nu kan se tilbage på et succesfuldt samarbejde med NCC. Hos PensionDanmark er man glade og mener, at NCC har gjort et glimrende stykke arbejde, idet boligerne er afleveret til tiden og uden mangler. Når det er lykkedes så godt, som det er, så skyldes det langt hen ad vejen, at NCC sammen med PensionDanmark tidligt i forløbet grundigt har afstemt forventninger og fået en detaljeret planlægning på plads.

Rent bæredygtighedsmæssigt er boligerne i lavenergiklasse 2015, og regnvand afledes separat til Vejle Fjord.

Kanaltårnene består af to tårne på 13 etager med hver 44 boliger. Det samlede areal er på i alt 10.700 m2, og de sidste boliger er klar til indflytning nu.

Relateret indhold