Kæmpeprojektet ved Bassin 7 er udset som hele Aarhus’ nye oplevelsessted med maritime kolonihaver, strand, teater og snoede gadeforløb, og nu har projektet fået et officielt navn: AARhus. Det skriver Jyllands-Posten.
Bjarke Ingels Group (BIG), Gehl Architects, Anpartsselskabet Kilden, Casa Entreprise og MOE har sammen vundet retten til at omforme Bassin 7, og det nye navn skal byde de farvandsrejsende velkommen til Aarhus.
– Navnet er en hyldest til byen. Vi har hele tiden arbejdet med, at byggeriet skulle være en velkomst til Aarhus, fordi det ligger som det sidste i indsejlingen til byen. Derfor synes vi, at det giver rigtig god mening at kalde det AARhus. Vi har valgt at stave “AAR” med store bogstaver og “hus” med lille for at understrege, at det er et hus, siger Rune Kilden fra Anpartsselskabet Kilden og tilføjer, at navnet også er en hilsen til den internationale kode for Aarhus, som er AAR.
Står færdigt i 2017
Projektet koster omkring 600 millioner kroner og inkluderer cirka 250 lejligheder på mellem 50 og 250 kvadratmeter. Første spadestik tages i år, og byggeriet ventes færdigt i 2017.
Placeringen ved havnefronten spiller ifølge Rune Kilden ind på prisen for lejlighederne, som dog ikke er fastsat endnu.
– Det er klart, at vi ligger i toppen af byen. Det er en dyr ejendom at bygge, slår han fast.
Foruden byggeriet af lejlighederne er det også en del af projektet, at der bliver etableret en række maritime kolonihaver med små badehuse, så andre end beboerne kan få deres daglige gang i området og dermed ejerskab til aktiviteterne og den fortsatte udvikling efter samme princip som de allerede eksisterende nyttehaver i Ø-haven.