Grønlands første fængsel med lukkede afsnit får dansk Windstopper

Cembrit i Aalborg leverer 6.400 kvadratmeter Windstopper Extreme til Grønlands første fængsel med lukkede afsnit.
Foto: Pressefoto.
Foto: Pressefoto.

De hårde vejrforhold på Grønland gør byggeriet af Ny Anstalt, Grønlands første fængsel med lukkede afsnit, til et noget anderledes projekt, end hvad vi er vant til i Danmark. Med fønvinde og vindstød på over 50 meter i sekundet og en meget lav gennemsnitstemperatur, stiller det særlige krav til byggeriet.

Derfor har entreprenøren, Permagreen, bestilt 6400 kvadratmeter af byggematerialeproducenten Cembrits vindspærreplade, Windstopper Extreme, og de er nu leveret. Det skriver Cembrit i en pressemeddelelse.

– Forholdene er jo ganske anderledes end i Danmark, og det har naturligvis betydning for byggeprocessen. Vejret er mere ekstremt både med hensyn til vind, regn og sne, og det er også en af årsagerne til, at mange grønlandske byggerier har problemer med fugtophobning og skimmelsvamp, siger Bo Koldbro Yder, der er projektleder fra Permagreen.

Kan stå uafdækket

Cembrit Windstopper Extreme kan stå uafdækket udendørs i helt op til 12 måneder, og produktet har blandt andet derfor længe været populært i Grønland, skriver Cembrit.

– I Grønland kan en snestorm pludselig standse byggeriet i en længere periode, og derfor skal vindspærren kunne klare en længere periode uden yderliggende klimaskærm. Det er Windstopper Extreme designet til at kunne. Derudover er den diffusionsåben og uorganisk, hvilket gør den modstandsdygtig over for skimmelsvamp, der i mange tilfælde plager grønlandske bygninger, siger Arne Vestbjerg, chefkonsulent og ansvarlig for Cembrits salg i Grønland.

– Vores byggeproces er således, at bygningerne ofte står længe, inden facadebeklædning monteres, og derfor er det essentielt, at vindspærren kan holde til at stå uafdækket. Her har det været afgørende for os at benytte velafprøvede produkter med garanti fra en anerkendt producent, siger Bo Koldbro Yder.

Relateret indhold