Michael Vestergaard og Charlotte Henriksen med deres to børn købte en ejendom øst for Odense i oktober 2015, men der gik ikke lang tid, før det ene tilfælde af byggesjusk efter det andet viste sig. Der var lavet masser af gør-det-selv arbejde, som betyder, at eksempelvis elinstallation og kloak er ulovligt, og der er råd i tagkonstruktionen.
– Vi er efterhånden nået frem til, at der skal foretages så mange reparationer, at de overstiger huset værdi. Lige nu ved vi ikke, om huset skal brækkes ned og bygges op på ny, fortæller Michael Vestergaard.
– Forsikringsselskabet sagde ja til en genhusning midt i juni. De tilbød os et sommerhus, men vi vil gerne være på ejendommen dels for at følge med i processen og dels fordi vores yngste datter er begyndt i 1. klasse her i august. Derfor søgte jeg pavillonløsninger, og efter at have ringet lidt rundt, var der ingen tvivl om, at Ajos så ud til at kunne levere en markant bedre løsning end de andre, som jeg kunne finde, fortæller Michael Vestergaard.
– Det så simpelthen mere lækkert ud, og det viste sig også, at deres folk virkelig vidste, hvad de havde med at gøre. Det hele var presset hen over sommerferien, men det stod klar 15. august. Der var lidt udfordringer undervejs, men Ajos reagerede omgående, når der var problemer. Forsikringsselskabet var også godt tilfreds, for denne løsning var billigere end deres eget forslag om at leje et sommerhus.
Familien har fået tre pavilloner på i alt 110 kvadratmeter. Der er to store børneværelser med en mellemgang, en stue med plads til spisebord og sofaafdeling samt soveværelse, køkken og bad. Pavillonerne blev leveret med enkelte skabe, men ellers umøbleret.
Charlotte Henriksen er rigtig godt tilfreds med løsningen, når hun nu ikke kan bo i det hus, der ligger få meter fra pavillonerne.
– Jeg synes, det fungerer rigtig godt. Børnene har fået fine værelser og er glade for dem. Det fungerer ligesom et rigtigt hus, siger hun, og Michael Vestergaard føjer til, at Ajos` medarbejdere var velforberedte og behagelige.
– De var her i god tid for at tjekke, om der var træer, der stod i vejen, og de tjekkede vejbredden, så transporten kunne komme til. De kom til tiden, og det var behagelige folk, siger Michael Vestergaard.
De to slår fast, at de sagtens kan bo i pavillonboligen det næste år, som mindst er tidsrammen for renovering af deres hus.