En dag tilbage, før byggemesse begynder

Den store byggefagmesse, Byggeri'18, er lige om hjørnet med effektive og bæredygtige byggeløsninger samt flere prisuddelinger.
Pressefoto.
Pressefoto.

Fra tirsdag den 13. marts og fire messedage frem vil fagfolk fra byggebranchen møde op til Byggeri’18 i Messe C, Fredericia. I år kan messen præsentere mange nye løsninger og grønne innovative produkter, der både kan gøre dansk byggeri mere effektivt og bæredygtigt. Det skriver Byggeri’18 i en pressemeddelelse.

Op mod 30.000 håndværkere, arkitekter, ingeniører og andre byggefagfolk ventes at lægge vejen forbi Byggeri’18, som i år har mere end 300 producenter og leverandører som udstillere.

Åbning

Messen bliver officielt åbnet kl. 08.45 af Martin Manthorpe, direktør for Strategi og Udvikling, NCC Building, og af Palle Thomsen, administrerende direktør hos Brancheforeningen Danske Byggecentre.

– Byggeriet står over for sin mest udfordrende periode nogensinde midt i en historisk højkonjunktur. Derfor glæder jeg mig til at åbne Byggeri’18 med et kig ind i den fremtid, der kommer til at præge branchen, og et bud på, hvordan vi kan være med til at udvikle samfundet de næste år på afgørende fronter, siger Martin Manthorpe.

Grøn fremtid

For at øge kendskabet til og fremme udviklingen af byggevarer med bedre energi- og miljømæssige egenskaber vil Brancheforeningen Danske Byggecentre tirsdag eftermiddag uddele Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris til tre af de 20 nominerede virksomheder – samt en særpris.

Det er femte gang, at de tre hæderspriser bliver uddelt, og ifølge direktør Palle Thomsen er mængden og niveauet af grøn innovation i år højere end nogensinde.

– Aldrig har jeg oplevet så mange nyskabende produkter og løsninger inden for grønne og bæredygtige byggevarer, klimaløsninger og miljøstrategier. Innovationsniveauet ved Byggeri’18 er tårnhøjt – både blandt de nominerede til Byggeriets Klimapriser, men også blandt messens mange hundrede udstillere. Det fortæller mig, at dansk byggeri virkelig satser på en grøn og bæredygtig fremtid, siger Palle Thomsen, administrerende direktør hos Brancheforeningen Danske Byggecentre.

Det gode arbejdsmiljø

I år har Nomineringskomitéen bag Byggeriets Klimapriser indstiftet en særpris på Byggeri’18: Byggeriets Miljøpris – Særpris. Prisen gives til en virksomhed, som gennem innovativ produktudvikling både har øget virksomhedens konkurrenceevne og bidraget til et dokumenteret bedre arbejdsmiljø på byggepladsen.

– Med Byggeriets Miljøpris – Særpris ønsker vi at hylde det gode arbejdsmiljø og sætte fokus på, at der kan hentes mange penge i byggebranchen ved at satse på innovation, der både skaber effektive løsninger og et godt fysisk arbejdsmiljø for ens medarbejdere, siger Palle Thomsen, administrerende direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre, der er medlem af Nomineringskomitéen bag Byggeriets Klimapriser.

Byggeriets Klimapriser og Byggeriets Miljøpris – Særpris – overrækkes tirsdag den 13. marts kl. 14.00 af Fredericia Kommunes borgmester, Jacob Bjerregaard.

Prisoverrækkelsen indledes i år med et indlæg ved Carsten With Thygesen, formand for Markedsmodningsfonden og næstformand i Realdania. Han vil blandt andet fortælle, hvordan byggebranchen kan hente støtte til at få innovative og bæredygtige produkter på markedet.

Relateret indhold