Nu er første spadestik taget til det 160.000 kvadratmeter store Sønderjysk Biogasanlæg ved Hjartbro i Sønderjylland, der har et anlægsbudget på 250 millioner kroner. Anlægget bliver det tredjestørste på dansk jord, og det skal årligt behandle op til 600.000 tons biomasse, hvilket vil give energi nok til 15.000 husstandes årsforbrug.
Det er det tyske selskab Farmatic GmbH, der leverer hovedanlægget til Sønderjysk Biogas, og i byggefasen vil mellem 50 og 100 mand være beskæftiget med opførelsen. Anlægget kommer til at bestå af tanke, der vil være mellem 10 og 28 meter høje, og for at skæmme landskabet mindst muligt, udføres tankene i jordfarver. Desuden etableres en stor plansilo på omkring fire hektar til lagring af de energiafgrøder, der indgår i gasproduktionen. Plansiloen skærmes af græsklædte jordvolde og beplantning.
Vi skal have endnu flere af denne type samarbejder stablet på benene for at sikre overgangen til CO2-neutral energi.
Tore Harritshøj Administrerende direktør, E.ON Danmark
Står færdigt i 2016
Biogasanlægget opføres af de to partnere E.ON Danmark og leverandørforeningen SBI, der skal forsyne anlægget med gylle fra lokale landmænd. Desuden er anlægget medfinansieret med 48 millioner kroner i form af anlægsstøttemidler fra EU og den danske stats biogaspulje.
– Vi har sammen med vores partner SBI arbejdet længe og hårdt på at etablere Sønderjysk Biogas. Biogasproduktionen skal professionaliseres og øges markant, hvis Danmark skal indfri sine klimamål. Og vi skal have endnu flere af denne type samarbejder stablet på benene for at sikre overgangen til CO2-neutral energi, siger Tore Harritshøj, administrerende direktør i E.ON Danmark.
Når anlægget står færdigbygget, vil der dagligt køre 60 lastbiler til og fra anlægget og i højsæsonen op til 120. Placeringen i Hjartbro er valgt af hensyn til miljø og landskab, afstanden til naboerne og tilkørselsforholdene.
Sønderjysk Biogas skal stå færdigt i juli 2016.