Om fire år vil 46 nye familieboliger kunne stå færdige i Aarhus. Det vurderer Teknik og Miljø, efter Magistraten tirsdag behandlede et forslag om at tillade nye familieboliger på to privatejede arealer.
Der er tale om Spættevej i Hasle og Jernaldervej i Tilst. Teknik og Miljø vurderer, at boligerne på Spættevej sandsynligvis kan stå klar inden for et par år, hvis projektet ikke kræver en lokalplan.
Etageboliger og rækkehuse: Vigtigt skridt i udviklingen af Gellerup
– Aarhus er et populært sted at bo, og mange vil gerne blive, når familien vokser fra en lille lejlighed i midtbyen. Derfor er det vigtigt, at vi løbende finder steder, hvor der kan etableres flere gode familieboliger, siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, og fortsætter:
– Her er der tale om arealer, der ikke længere bruges optimalt, og som derfor er helt oplagt at udvikle og bruge til noget andet.
Bygge-boom stilner af i Aarhus: Aktiviteten falder med 40 %
Arealerne er i dag udlagt til offentlige formål, som ejerne ikke længere ønsker at bruge dem til. Skal der bygges boliger, kræver det derfor en ændring i kommuneplanen.
På Spættevej giver forslaget mulighed for ca. 10 nye rækkehuse i to til tre etager med enten sadeltag eller taghældning, hvor der kan etableres tagterrasse. Ejerne er allerede i dialog med en udvikler om det videre projekt og har tidligere tilkendegivet, at der bliver tale om ejerboliger.

På Jernaldervej i Tilst vil Foreningen Gymnastikgården udvikle arealerne for at frigive midler til nye og mere tidssvarende faciliteter.
På tegnebrættet er en sammenhængende bebyggelse med længer, der trækker tråde til den gamle landsbygård, som da de første bygninger blev bygget i 1880.
Åbyen i Aarhus: De skal opføre de sidste 35 boliger ud af 882
Det glæder Nicolaj Bang:
– Jeg synes, det er en meget sympatisk tanke at bevare stedets historie og bygge videre på dét lokalmiljø, der var engang. Projektet har potentialet til at blive rigtigt godt, så jeg glæder mig til at se mere, når det kommer så langt, at vi skal kigge på de konkrete planer i byrådet, siger han.
Vild overbudskrig på boligmarkedet: Aarhus overgår København
I det foreløbige projektmateriale lægger ejerne op til at arbejde videre med den gamle firelængede gårdstruktur og bygge flere længer til, som kan blive rækkehuse til ca. 36 familier. Længerne vil sammen danne gårdrum til ophold mellem boligerne.
Et nyt boligbyggeri på adressen vil formentlig kræve en lokalplan, der skal definere de konkrete rammer og krav, som byggeriet skal leve op til. Derefter skal der en byggetilladelse til, før maskiner kan gå i jorden.
