Storbyggeri står færdigt i Aarhus

Arkitema Architects har tegnet Via University College Campus Aarhus C, som nu er klar til at tage imod 5.500 studerende i fem nye huse i midten af Aarhus.
Det nye campus består af fem bygninger, og Arkitema Architects har haft stort fokus på, at bygningerne bidrager til, at de 5.500 studerende får meget med hinanden at gøre på tværs af uddannelserne. Foto: Niels Nygaard.
Det nye campus består af fem bygninger, og Arkitema Architects har haft stort fokus på, at bygningerne bidrager til, at de 5.500 studerende får meget med hinanden at gøre på tværs af uddannelserne. Foto: Niels Nygaard.

Via UC Campus Aarhus C

  • Adresse: Ceres-grunden, Aarhus C
  • År: 2011-2015
  • Omfang: 45.000 kvm.
  • Bygherre: Via University College
  • Arkitekt: Arkitema Architects
  • Landskab: Arkitema Urban Design
  • Ingeniør: Niras
  • Projektudvikler og totalentreprenør: A. Enggaard A/S

Med åbningen af Via University College Campus Aarhus C ser et helt nyt uddannelsesmiljø dagens lys i det centrale Aarhus. Et campusområde, hvor fem nye huse erstatter syv tidligere adresser i Aarhus og omegn, og som fremover skal huse institutionens i alt 5.500 studerende og de 430 medarbejdere, der nu har deres daglige gang på stedet.

– Når vi flytter fra mange veletablerede adresser, opnår vi flere ting. Den nye bygning er i samarbejde med arkitekterne skræddersyet til formålet, så den enkelte uddannelse i Campus C får fremragende rammer til at uddanne dygtige praktikere ind i den enkelte profession. Men dertil kommer, at huset er indrettet, så arkitekturen understøtter, at de forskellige professioner bliver bragt sammen under studiet, siger prorektor ved Via University College, Peter Friese.

Huset er indrettet, så arkitekturen understøtter, at de forskellige professioner bliver bragt sammen under studiet.

Peter Friese Prorektor, Via University College

Det er er Arkitema Architects, der har tegnet den nye skole, der ligger centralt placeret i CeresByen i centrum af Aarhus. Tegnestuen har haft stort fokus på at skabe et byggeri, der både er åbent og besidder mange forskellige størrelser og typer af rumligheder, fordi de er vigtige elementer i arkitekturen.

– Campus C består af fem huse, man kan gå på opdagelse i. Hvert hus har lokale og karakteristiske atrier, undervisningsrum, værksteder, auditorier og derudover en række grupperum, studiezoner, bløde lounge-områder og gangbroer, der forbinder husene internt. Rum der indbyder til mange typer samarbejde, diskussion og faglige udvekslinger, siger partner i Arkitema Architects, Per Fischer.

Uddannelser blandes

Studerende, der bl.a. læser til pædagog, lærer, socialrådgiver, bygningskonstruktør og en række uddannelser inden for design og business, har nu deres daglige gang på den nye campus, hvor arkitekturen er med til at understøtte et godt samarbejde de forskellige uddannelser imellem. F.eks. har de lærerstuderende deres egen zone i huset, men denne zone grænser op til de pædagogstuderende. To grupper af fagfolk, der ude i praksis kommer til at arbejde sammen.

– Mange faggrupper vil blande blod i Campus C. Designere med pædagoger, lærere med socialrådgivere, bygningskonstruktører med administrationsbachelorer og så videre. Ikke kun i de obligatoriske såkaldt tværprofessionelle moduler i campus, men også fordi arkitekturen er åben, med en passende blanding af steder, hvor der er ro til fordybelse, og steder hvor man naturligt mødes om det faglige og det sociale, siger prorektor Peter Friese.

Arkitema Architects har tegnet Vias nye campus i centrum af Aarhus. Tegnestuen har flere anerkendte læringsbyggerier bag sig, herunder det nye KUA2 - Københavns Universitet Amager, University College Lillebælt og Nordstjerneskolen i Frederikshavn. Foto: Niels Nygaard.
Arkitema Architects har tegnet Vias nye campus i centrum af Aarhus. Tegnestuen har flere anerkendte læringsbyggerier bag sig, herunder det nye KUA2 – Københavns Universitet Amager, University College Lillebælt og Nordstjerneskolen i Frederikshavn. Foto: Niels Nygaard.

Relateret indhold