Campus Kolding og Moesgaard Museum er igen blevet hædret internationalt. De to Henning Larsen Architects-projekter er blevet tildelt The International Architecture Award 2015, som uddeles af The Chicago Athenaeum: Museum of Architecture and Design.
Prisen er blevet uddelt siden 2004 i samarbejde med The European Center for Architecture Art Design and Urban Studies og Metropolitan Arts Press, Ltd.,og den blev etableret med det formål at hædre årets bedste og mest signifikante bygninger. I år modtager tre projekter, hvoraf de to altså kan krediteres Henning Larsen Architects, den prestigefyldte pris. Det skriver Henning Larsen Architects i en pressemeddelelse.
Moesgaard Museum er Nordeuropas største nybyggede kulturhistoriske museum. Med sit skrånende taglandskab af græs, mos og blomster i stærke farver er bygningen et markant visuelt ikon, der er synligt helt ude fra havet. Moesgaard Museum er designet af Henning Larsen Architects i samarbejde med Kristine Jensens Tegnestue.
Trekantet lavenergi
Syddansk Universitets nye Campus Kolding er Danmarks og samtidig et af verdens første lavenergiuniversiteter. Energiforbruget er på kun 38,4 kWh/kvm/år. Det svarer til 20-25 procent af energiforbruget af byggerier af samme størrelse. Bygningen danner med sin trekantede form et markant nyt vartegn i Kolding. Campus Kolding er designet af Henning Larsen Architects i samarbejde med Kristine Jensens Tegnestue og Orbicon.
Både Moesgaard Museum og Campus Kolding har modtaget flere internationale arkitekturpriser. I år har Moesgaard Museum modtaget en Architizer Award og den prestigefyldte Civic Trust Award. Moesgaard Museum var desuden blandt de sidste 40 projekter, der var i spil til Mies van der Rohe-prisen, der er EU’s officielle pris for moderne arkitektur. Sidste år blev museet yderligere tildelt In-Situ Prisen.
Campus Kolding har for nylig modtaget hovedprisen ved det danske ALU Award, og sidste år blev projektet tildelt Kolding Kommunes Arkitekturpris.