Eksklusivt højhus opføres på Aalborg Havn

TK Development og 2E Group bygger det eksklusive 10-etagers højhus "The Yard" i Aalborg.
Første spadestik til ?The Yard? tages omkring den 1. august. Foto: Pressefoto.
Første spadestik til ?The Yard? tages omkring den 1. august. Foto: Pressefoto.

Er tegnebogen tilpas tyk, så kan man snart erhverve sig en formidabel udsigt ud over Limfjorden. Med lokalplanen på plads er TK Development og 2E Group påbegyndt arbejdet med en 10-etagers bygning i Aalborgs nye østre havnekvarter. Bygningen går under navnet “The Yard” og fremtidige beboere i de 31 lejligheder kan nyde godt af fjordudsigt til begge sider.

Lejlighederne kommer til at koste fra 3,9 millioner kroner og op til 17 millioner kroner for penthouselejligheden på 330 kvm – her medfølger dog også egen elevator.

Bygningen bliver udført i stål, træ og glas og bag tegningerne står Arkitema Architects.

– Vi er ikke i tvivl om, at køberne nok skal stå i kø. Derfor forventes alle lejligheder også at stå fuldt indflytningsklar allerede i slutningen af 2015, forklarer Jesper Skovsgaard, direktør i 2E Group, der forventer at første spadestik tages omkring 1. august. Allerede nu er de første reservationer i øvrigt på plads.

Hos TK Development erklærer adm. direktør Frede Clausen sig helt enig:

– Boligmarkedet er nu blevet attraktivt igen. Vi vurderer, at der er rigeligt med købere i markedet til et eksklusivt og spændende boligprojekt som dette, der matcher den unikke beliggenhed. Det ligger os meget på sinde, at det bliver et ekstraordinært flot projekt, tilføjer Frede Clausen om timing og kvalitet.

TK Development er herhjemme bl.a. kendt for etableringen af Danmarks største shoppingcenter Fields i København og skabelsen af shoppingcenteret Valby Torve i de gamle spinderihaller i Valby.

Attraktiv byggegrund

Det var 2E Groups stifter og direktør, Jesper Skovsgaard, der i sin tid erhvervede ejendommen på 6000 kvadratmeter, hvor Stuhrs Skibsværfts maskinhal fra 1918 i dag ligger.

Maskinhallen bliver dermed nærmeste og eneste nabo få meter mod vest umiddelbart inden havneindløbet til det nye Østre Havnebassin, der omskabes til rekreativ lystbådehavn. Netop værftsbygningen skal senere nænsomt gøres til anden etape i det eksklusive boligprojekt, når 2E Group siden – med samme arkitektvalg – omskaber hallen til 13 eksklusive boliger i hver tre etager, inspireret af bl.a. ombygningen af Torpedohallen på Holmen i København.

Sammen med det nye højhus, hvori alle lysindfald eksempelvis indbygges som gulv-til-loft panoramavinduer, skaber de to byggemæssige kontraster et helt særligt maritimt miljø ved havnepromenaden – med adresse i det nye kvarter kaldet Beddingen. Værftsgrunden er i øvrigt den sidste i området, der nybebygges, så de kommende beboere kommer ikke til at opleve meget byggerod.

Relateret indhold