MT Højgaard Danmark har i flere år haft et mål om at blive endnu mere attraktive for arbejdsstyrken i bygge- og anlægsbranchen.
Derfor har virksomheden købt Dalby Hotel, som de stiller til rådighed for 120 polske betonarbejdere, der typisk er i Danmark nogle uger ad gangen.
Adm. direktør i Jorton stopper: Bliver divisionsdirektør hos konkurrent
Opkøbet skal imødekomme virksomhedens behov for udenlandsk arbejdskraft.
Det forklarer Jesper Brorson, produktionsdirektør fra MT Højgaard Danmark:

– Som dansk storentreprenør har vi behov for udenlandsk arbejdskraft til betonarbejder. Vi har mange danske betonarbejdere ansat, men ikke nok til at dække hele behovet på projekterne, siger han og fortsætter:
– Siden 2021 har vi derfor ansat polske betonarbejdere, men i takt med at vi har ansat flere, har vi også måttet finde mange boliger i et svært boligmarked, særligt i Københavnsområdet.
Vinder aftale til 145 millioner: Skal finde medarbejdere i Jylland
Derfor er hotellet blevet hjemsted for 120 medarbejdere, der er indkvarteret på skift, mens de arbejder på sjællandske projekter.
– Hvis vi skal have dygtige mennesker uden for Danmark til at arbejde for os, så er indkvartering et af de steder, hvor vi kan skille os ud som virksomhed, og derfor har det været oplagt at investere i egne lokaler med gode forhold, uddyber Jesper Brorson.

Opkøbet er en del af en langsigtet strategi for MT Højgaard:
– Vi har et langsigtet mål om konstant at være det bedste sted at være ansat i branchen. Det gælder for timelønnede såvel som funktionærer, hvilket indkøbet i Dalby vidner om, fortæller CEO, Niels Holm Mikkelsen.
