Islands Brygges Sogn, der er bygherre på Ny Ørestad Kirke, har netop skrevet kontrakt med entreprenørvirksomheden Züblin, som dermed får hovedansvaret for realiseringen af projektet:
– Det er med stor glæde og stolthed, at vi påtager os rollen som hovedentreprenør for Ny Ørestad Kirke, siger direktør for byggeri i Züblin, Anders Feldbæk, og tilføjer:
– Menighedsrådet har iværksat et meget ambitiøst projekt, der forener arkitektur og bæredygtighed på eksemplarisk vis. At bidrage til dansk kulturarv med et træbyggeri af denne kaliber er reelt en ære.
Satsning på træbyggeri bærer frugt
Direktøren fortæller videre, at Ny Ørestad Kirke er en milepæl i virksomhedens turnaround, og at resultatet af en stor holdindsat i Züblin:
– Projektet passer perfekt ind i vores strategi, som fokuserer på mindre og mellemstore projekter, og det viser, at vores satsning på træbyggeri bærer frugt. Jeg vil især fremhæve samarbejdet med vores søstervirksomhed Züblin Timber, som er en af Europas førende inden for CLT-byggerier, hvilket gør det muligt at realisere et så kompliceret træbyggeri som dette.
Züblin har på få år gennemført strategisk turnaround
Det er arkitektvirksomheden Henning Larsen, som står bag designet, der er kendetegnet ved mange grønne elementer, og ambitionsniveauet er højt.
Om Ny Ørestad Kirke
• Beliggenhed: Richard Mortensensvej 1, 2300 København S.
• Bygherren: Islands Brygges Sogn
• Areal: 1.618 m2 fordelt på 2 etager
• Hovedentreprenør: Züblin
• Arkitekt: Henning Larsen
• Ingeniør: Rambøll
• Bæredygtighed: DGNB Guld
Inspirationen til kirkens karakteristiske taghætter og indre udsmykning er hentet fra skovens trækroner, og beklædningen bliver af canadisk cedertræ, lagt som spån med en ru overflade, der med tiden vil få en sølvgrå nuance og fremstå i samspil med den omkringliggende natur på Kalvebod Fælled:
– Vi ser meget frem til samarbejdet med Züblin. Særligt har deres erfaring med træbyggeri stor betydning, hvor vi har set fine eksempler fra Storbritannien og Europa. Det er en meget særlig begivenhed at opføre en helt ny kirke i træ i en ny by, siger menighedsrådsformand Jens Nielsen og fortsætter:
– Ørestad Kirke bliver den første trækirke i Danmark i meget lang tid, og vi er glade for, at det er Züblin, der skal bygge den.
Henning Larsen trækker naturen ind i Ørestads første kirke
Og meget tyder på, at det ikke bliver det sidste træbyggeri fra entreprenørens hånd. Tilbuds- og markedschef i Züblin, Mikael Schroll, fortæller, at man er ’i en meget positiv dialog med markedet’ og oplever en generelt stigende efterspørgsel på virksomhedens kompetencer inden for især træbyggeri:
– Sammen med Züblin Timber besidder vi erfaring og kompetencer, som meget få har her i Danmark, og det glæder os at se dette afspejlet i en række nye træprojekter i vores pipeline.
Den nye kirke, der får 276 siddepladser i kirkerummet og 130 siddepladser i kulturrummet, forventes at stå færdig i 2026.