Sidste år indgik AP Ejendomme og Randers Kommune et tæt samarbejde om udviklingen af den nye bydel Flodbyen i Randers.
Sammen stiftede de det fælles arealudviklingsselskab Flodbyen Randers P/S som fælles spydspids for byudviklingen, der blandt andet skal omdanne floddeltaet ved Gudenåen og Randers Fjord til et beboervenligt område for mere end 7.000 mennesker.
Læs også: Klimasikret byrum skal beskytte Randers mod stormflod og oversvømmelse
I samme forbindelse forpligtede AP Ejendomme, der er et datterselskab til AP Pension, sig til at købe 27 % af byggeretterne i det store udviklingsprojekt. Og nu har AP Ejendomme gjort brug af en klausul, som sikrer dem endnu 23 % af byggeretterne, ved at opkøbe den såkaldte Shell-grund i Flodbyen, hvor man vil opføre kontor- og ejendomsdomicilet Bryggen.
Bankfilial flytter ind
Bryggen får i alt 3.650 m2 fordelt på otte etager, og første lejer af kommende to etager er også allerede fundet i form af Sydbanks filial i Randers, der rykker ind i de nye lokaler.
Med lokationsskiftet vil man ifølge filialdirektør Michael Lejsgaard Jensen give kunderne i Sydbank-filialen den bedst mulige oplevelse:
– Den kommende ejendom passer ideelt i forhold til de moderne behov, som vi mener, at vores filialer bør indeholde. Samtidig med at beliggenheden vil komme vores kunder til gavn. Vi er overbeviste om, at vi med den kommende flytning får skabt helt optimale rammer for vores filial i Randers.
Afviser ikke flere køb
Med opkøbet af Shell-grunden gør AP Ejendomme ikke brug af hele købsoptionen på de yderligere 23 % af byggeretterne. Med Flodbyen i Randers ser selskabet et stort potentiale, og derfor afvises heller ikke brugen af de resterende procenter:
– Vi mener, at hele området byder på et enormt stort potentiale. Derfor har det ikke været en svær beslutning for os at købe denne grund, som vi ser som en rigtig god investering, siger Peter Olsson, adm. direktør i AP Ejendomme, og fortsætter:
– Vi tror på, at både erhvervsliv og borgere vil kunne se de mange kvaliteter, der er i projektet, og med tiden er vi overbeviste om, at Flodbyen bliver et centralt punkt i hele regionen. Derfor vil vi heller ikke udelukke, at vi kommer til at købe flere grunde i Flodbyen.
Læs også: AP Ejendomme køber central bygningsbrik i Flodbyen Randers
Aftalen er indtil videre betinget af den videre lokalplanproces i Randers Kommune, byrådets endelige vedtagelse af lokalplanen samt relevante tilladelser. Udarbejdelsen af lokalplansforslaget forventes igangsat i starten af 2024.