Erhvervshavne leverer historisk godt halvårsresultat

I et år med udsving og generelt større usikkerhed sikrer ADP i første halvår 2023 omsætningsfremgang inden for flere forretningsområder.
- ADP leverer endnu et solidt halvårsresultat, og det dokumenterer, at vi fortsætter udviklingen med historiske vækstrater på ADP-havnene og i Taulov Dry Port, lyder det fra Christian Herskind, bestyrelsesformand i ADP.
- ADP leverer endnu et solidt halvårsresultat, og det dokumenterer, at vi fortsætter udviklingen med historiske vækstrater på ADP-havnene og i Taulov Dry Port, lyder det fra Christian Herskind, bestyrelsesformand i ADP.

ADP, der ejer og driver Fredericia Havn og Nyborg Havn og varetager driften af Middelfart Trafikhavn, kommer ud af 1. halvår 2023 med et ordinært resultat på 74,8 mio. kroner, hvilket er 6,7 mio. kroner bedre end 1. halvår 2022.

I første halvår af 2023 har ADP haft en vækst på 3,5 % i den samlede godsomsætning svarende til 4,2 mio. tons sammenlignet med samme periode i 2022, som var et rekordår.

– Det solide halvårsregnskab med et stærkt resultat og fortsat høj vækst i omsætning er et signal om, at vi leverer på strategien – med fortsat stor opbakning fra vores ejere, siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP.

– Vi har i de senere år taget del i væksten på containermarkedet og med den politiske godkendelse af havneudvidelsen kan vi inden længe igangsætte den planlagte udvidelse af containerterminalen. Med etableringen af selskabet Fredericia Container Terminal sammen med Fredericia Shipping står vi styrket til de kommende års vækst på containere, som flytter sig i retning af vores transportkorridor i takt med udviklingen af havn og dry port.

Fremgang i Nyborg – stærk position i Fredericia

Fremgangen i godsomsætningen skyldes fortsat høj aktivitet på container og fast-bulk – to forretningsområder, som samlet set giver et væsentligt bidrag til den høje tonnage på havneterminalerne.

Fast bulk har haft en samlet vækst på 31 % ift. samme periode sidste år, hvilket tilskrives især store laster med træpiller. Den positive udvikling understreger ADP-havnenes store betydning for Danmarks forsyningssikkerhed og opretholdelse af forsyningskæderne.

Fremgangen i fast bulk-forretningen skyldes også stor fremgang på Nyborg Havn, hvor det første halvår af 2023 har budt på en vækst på 144 tusinde tons inden for råstoffer ift. samme periode sidste år. En generel stigende efterspørgsel på arealer og faciliteter på Nyborg Havn har i første halvår af 2023 resulteret i tilflytning af nye kunder, som har givet øget aktivitet inden for især fast bulk og projektlaster.

Fredericia Havns styrkede markedsposition har i de senere år givet rekordhøj tonnage på containere. I første halvår af 2023 har containerforretningen stabiliseret sig på samme høje niveau som i 2022. Det er meget tilfredsstillende, at containermængderne fortsætter med at levere høje volumener i et uforudsigeligt containermarked.

Historiske vækstrater

Udlejningsaktiviteten i Taulov Dry Port fortsætter på et højt niveau. I første halvår af 2023 afsluttedes byggeriet af Etape II på 61.896 m2 lager- og logistikbyggeri, som er fuldt udlejet. Som følge af en fortsat stor efterspørgsel efter lagerkapacitet i Taulov Dry Port, er igangsat opførelsen af Etape III på 97.000 m2 lav-emissions lagerbyggeri, som står færdigt medio 2024.

Desuden er i 2023 igangsat opførelsen af et 40.000 m2 stort lav-emissions lagerdomicil til A.P. Møller Mærsk. Lageret opføres efter den europæiske BREEAM Excellent standard, og lagerfaciliteten bliver et nøgle asset i Mærsk’ strategi om levering af langvarige og bæredygtige distributions- og lagerløsninger til deres kunder.

– ADP leverer endnu et solidt halvårsresultat, og det dokumenterer, at vi fortsætter udviklingen med historiske vækstrater på ADP-havnene og i Taulov Dry Port. Et første halvår med stigende godsmængder, en ejendomsportefølje i hastig udvikling og omsætningsfremgang betyder, at ADP fortsætter med at levere til gavn for nærområder og ejerkommuner, siger Christian Herskind, bestyrelsesformand i ADP.

Der forventes et positivt resultat for 2023 lidt under 2022-niveau.

Relateret indhold