Demokrati redder vvs-firma fra konkurs

Hos E. Skov Jørgensen i Esbjerg stemmer alle seks ejere om beslutningerne og kører også selv ud på opgaver.
Når vvs'erne hos firmaet E. Skov Jørgensen i Esbjerg fremover skal træffe beslutninger, er det ikke en direktør, men alle medarbejderne der skal være enige. Demokrati har reddet dem fra konkurs. Colourbox.
Når vvs'erne hos firmaet E. Skov Jørgensen i Esbjerg fremover skal træffe beslutninger, er det ikke en direktør, men alle medarbejderne der skal være enige. Demokrati har reddet dem fra konkurs. Colourbox.

Den første halvdel af efteråret har ikke været sjov i det velrenommerede vvs-firma E. Skov Jørgensen i Esbjerg.

Man har bakset med en stor gæld til skat efter at have bidt over projekter, som måske var en anelse for store for den 58 år gamle virksomhed. Det fik forleden ejeren Torben B. Lambertsen til at begære firmaet konkurs, efter at skat ikke ville udskyde tilbagebetalingen.

Vores valgsprog er nu, at vil man have rabat, må man finde det i vejkanten. Vi installatører har nok været lidt for dygtige til at imødekomme krav oppefra.

Torben B. Larbertsen, administrerende direktør hos E. Skov Jørgensen

Det skulle imidlertid vise sig, at en lille dosis demokrati kunne sikre i hvert fald halvdelen af arbejdspladserne. En kreds af medarbejdere er trådt ind og har delt ejerskabet i virksomheden mellem sig selv og den tidligere indehaver. Og man har tilmed valgt at ansætte sidstnævnte i stillingen som administrerende direktør. Torben B. Lambertsen er glad for løsningen.

– Det var medarbejderne selv, som foreslog, at de kunne komme med i forretningen. De har smidt en sjat penge, og jeg har smidt en sjat penge, og så kører vi ellers på – men vælger fremover projekter med lidt større omhu, siger han.

Engagement tæller mere

Og demokratiet er udtalt. Ejerskabet i virksomheden, som har beholdt navnet E. Skov Jørgensen, er fordelt ligeligt mellem alle implicerede.

– Det er det nemmeste. Det er ikke pengene, der tæller, men engagementet, siger Torben B. Lambertsen.

De seks medarbejdere og ejere tager ansvar for hver deres del af virksomheden og i fællesskab kommer man i mål, forklarer direktøren.

– Vi er seks i ejerkredsen, og det står sort på hvidt, at vi skal have to tredejedels flertal, hvis vi skal vælge en retning eller træffe en beslutning, og jeg tror, det er fremtiden, hvis du vil holde på de gode medarbejdere, siger Torben B. Lambertsen og understreger, at magt og ansvar går hånd i hånd for hans tidligere ansatte og nuværende medejere:

– Det er nogle kanon-gode medarbjedere, der er kommet med. Det har taget os tre ugers hårdt arbejde at omstrukturere, og de har bare ventet på at komme i gang. Mange af vores kunder er også blevet hængende. Det varmer. Et eller andet rigtigt har vi lavet, siger han.

Ærgerlig situation

Der er et par ting, som Torben B. Lambertsen fortryder.

– Vi skal lære at sige nej, når en hovedentreprenøren presse økonomien i et projekt. Vores valgsprog er nu, at vil man have rabat, må man finde det i vejkanten. Vi installatører har nok været lidt for dygtige til at imødekomme krav oppefra, siger han.

Arbejdet for medarbejderne i E. Skov Jørgensen omfatter stadig renoveringer af alt fra boliger til hospitaler og fabrikker. Og der er et par ting, som man skal blive bedre til, siger Torben B. Larbertsen:

– Jeg kan ikke gøre noget ved konkursen. Og jeg ærgrer mig over samarbejdspartnere, som har penge til gode. Vi forsøgte at få lavet en aftale med skat, men det ville de ikke være med til. Og der er nogen, der har fået fingrene i klemme, så vi skal blive bedre til at vælge de rigtige projekter. Det er målet, siger han og fortæller, at udeståendet med Skat beløb sig til godt 1,6 millioner kroner.

Relateret indhold