Urban Power scorer norsk hattrick

Med forslaget til Rådhuspladsen i den norske by Ski vinder det danske arkitektfirma den tredje norske, åbne arkitektkonkurrence inden for det seneste år.
Rådhuspladsen i Ski er 9000 kvadratmeter. Visualisering: Urban Power.
Rådhuspladsen i Ski er 9000 kvadratmeter. Visualisering: Urban Power.

Rådhuspladsen i Ski

  • Rådhuspladsen i Ski er på 9000 m2
  • Pladsen består af Øvre- og Nedre-Torg, hvor Nedre Torg skal anlægges først
  • Ski kommune har bevilget 40 mio. nkr til realisering af første fase
  • Entrepriseudbudet forventes klar i 2020

Blandt forslag fra 32 tegnestuer fra hele Europa, er Urban Powers byrum “Vi møtes på kanten” kåret som vinder af arkitektkonkurrencen af en enstemmig jury. Med rektangulære plateauer i forskellige niveauer får pladsen et stort spænd af funktioner og udformninger. Fra grønne og beplantede områder til træflader for ophold og leg og stenflader, der samler byens regnvand.

Plateauerne danner et helt nyt rumforløb og omkranser et multifunktionelt “Byens Gulv”, der kan bruges til byens arrangementer som koncerter, nationaldag, markedsplads og skøjtebane.

I dommerbetænkningen lyder det blandt andet:

– Forslaget har et greb, der koncentrerer energien ind mod et samlet torv, som, juryen mener, er vigtig for at kunne lykkes med at skabe byliv på pladsen.

Netop bylivet er centralt for Ski, der i disse år oplever en stor forandring. Med indvielsen af højhastighedsbanen i 2022 vil rejsetiden mellem Oslo Sentral og Ski blive halveret til 11 minutter. Derfor står byen overfor massive investeringer med både private boligbyggerier og offentlige anlægsprojekter med opgradering og klimasikring af bymidtes offentlige rum. Her er den kommende rådhusplads den sidste og vigtige brik i kommunens ambitioner om en styrket, livlig og bæredygtig bymidte.

32 tegnestuer fra hele Europa deltog i arkitektkonkurrencen. Visualisering: Urban Power.
32 tegnestuer fra hele Europa deltog i arkitektkonkurrencen. Visualisering: Urban Power.

– Byrummet ligger ikke hvor som helst. Det er byens vigtigste mødested, hvor alle retninger, interesser og formål krydser hinanden, siger Sara Bjelke, partner i Urban Power.

Norsk succes

På trods af den anonyme bedømmelsesform er det tredje gang indenfor 12 måneder, at Urban Power vinder en åben norsk konkurrence. I foråret vandt tegnestuen konkurrencen om 200 boliger i Hamar og sidste sommer vandt de helhedsplanen for Huntonstranda i Gjøvik.

– Vi arbejder med sammenhængen mellem alle de urbane skalaer hos Urban Power. Derfor er det netop ekstra tilfredsstillende, at de tre vundne konkurrencer er en helhedsplan, en boligbebyggelse og et byrum, siger Sara Bjelke.

Vi arbejder med sammenhængen mellem alle de urbane skalaer hos Urban Power. Derfor er det netop ekstra tilfredsstillende, at de tre vundne konkurrencer er en helhedsplan, en boligbebyggelse og et byrum.

Relateret indhold