Hvilke typer byggerier er sundest for os mennesker, og hvor opnår vi det bedste indeklima? Det skal et nyt projekt i Holstebro forsøge at belyse i de kommende år, hvor testfamilier skal flytte ind i tre nybyggede hjem, der har det tilfælles, at ingen af dem er ens. Deres forskelligheder skal nemlig afspejle, hvilket hus der kan tilbyde det bedste indeklima.
Peter Cederfeld, administrerende direktør i Realdania By & Byg, der står bag projektet, håber, at forsøget kan være med til at anvise veje for fremtidigt nybyggeri og renovering, hvor især indeklimaet er i højsædet.
Opførelsen af de tre huse handler blandt andet om at finde gode løsninger, der reducerer partikel- og CO2-niveauerne, samt at undersøge, hvordan indretning kan understøtte en sund indeklimaadfærd.
Adm. direktør Peter Cederfeld Realdania By & Byg
– Med tanke på, at vi tilbringer mere end to tredjedele af livet inden for hjemmets fire vægge, og med vores viden om hvordan dårligt indeklima påvirker vores sundhed og velbefindende, er spørgsmålet ganske væsentligt. Opførelsen af de tre huse handler blandt andet om at finde gode løsninger, der reducerer partikel- og CO2-niveauerne, samt at undersøge, hvordan indretning kan understøtte en sund indeklimaadfærd, fortæller Peter Cederfeld.
Tre typer huser
De tre slags huse har forskellige tekniske specifikationer, og nogle er længere fremme end andre med for eksempel ovenlys og mekanisk ventilation i stedet for naturlig.
Den første bolig døbes NOWtech og kommer til at ligne de fleste andre nybyggede huse i dag. Model to hedder NOtech og kommer ikke til at have nogen særlige tekniske installationer.
I den sidste model, YEStech, er der er skruet op for de tekniske løsninger. Boligen kommer for eksempel til at have et specialudviklet ventilationssystem.
Flere bygninger på vej
Når familierne flytter ind i 2017, skal indeklimaet i de tre huse grundigt undersøges to år frem. I husene monteres der indeklimamålere, og der vil løbende blive udført målinger af eksperter. I løbet af de to år skal familierne desuden besvare spørgsmål om dagligdagen og trivslen i huset.
Når projektet er overstået sælges husene, og med tiden er det meningen, at området skal rumme hele 14 boliger, som skal bygges på baggrund af de erfaringer, som de tre testhuse har givet.