Afslør oversvømmelserne før regnen falder

Nyudviklet digitalt værktøj kan simulere, hvordan regnvand vil løbe gennem by og landskab.
Det dynamiske oversvømmelseskort' kan med stor præcision simulere, hvordan vandet vil løbe gennem terrænet og gader og stræder og derved være med til at sikre et effektivt beredskab over for effekterne af store regnskyl. Illustration: Realdania.
Det dynamiske oversvømmelseskort' kan med stor præcision simulere, hvordan vandet vil løbe gennem terrænet og gader og stræder og derved være med til at sikre et effektivt beredskab over for effekterne af store regnskyl. Illustration: Realdania.

Om projektet

  • Projektet hedder ‘Det dynamiske oversvømmelseskort’, fordi softwaren giver mulighed for at opdatere og interagere med data. Kortet vil være i stand til at håndtere landsdækkende og detaljerede vandløbs- og terrændata. Da disse data indeholder flere hundrede milliarder punkter, har det være nødvendigt at anvende helt nye datalogiske grundforskningsresultater for at gennemfø-re projektet.
  • Scalgo udspringer fra det datalogiske grundforskningscenter Center for Massive Data Algorithmics ved Aarhus Universitet og er Danmarks førende virksomhed inden for udvikling af algoritmer til analyse af store geografiske datamængder.
  • Kortet udvikles i partnerskab med Niras, Cowi, Alexandra Instituttet, Odense Kommune, Silkeborg Kommune, Vandcenter Syd, Aarhus Vand, Alien Workshop, Aarhus Universitet og DMI. Med i projektgruppen som observatør er også Geodatastyrelsen.

Et nyt digitalt værktøj kan forudsige, hvor regnvandet løber hen, når Danmark rammes af oversvømmelser. ‘Det dynamiske oversvømmelseskort’ er et værktøj målrettet planlæggere og beredskab hos stat, kommuner og forsyninger.

Det er udviklet til med stor præcision at simulere, hvordan vandet vil løbe gennem terrænet og gader og stræder og derved være med til at sikre et effektivt beredskab over for effekterne af store regnskyl.

I de kommende år står kommunerne over for at skulle gennemføre en lang række anlægsprojekter, hvor viden, som den ‘Det dynamiske oversvømmelseskort’ kan tilbyde, bogstaveligt talt vil være penge værd.

Anne Mette Gjeraa, projektchef i Realdania

Kortet rummer et stort potentiale til at blive et afgørende værktøj, når nye byområder skal planlægges, når kloakrenovering skal prioriteres, og beredskabssituationer skal håndteres. Hvis man på forhånd ved, hvor vandet løber hen, kan man træffe forholdsregler, der sparer den enkelte borger og samfundet for store gener og store udgifter.

Penge værd

‘Det dynamiske oversvømmelseskort’ har netop fået syv millioner kroner i støtte til videreudvikling som en del af Realdania-kampagnen Klimaspring. Det er en kampagne, hvor danske virksomheder får støtte til at udvikle kommercielle produkter ud af løsninger til håndtering af regnvand i tætte byområder.

– Kommunerne har allerede gennemført en kortlægning af, hvor behovene for klimatilpasningen ligger. I de kommende år står de over for at skulle gennemføre en lang række anlægsprojekter, hvor viden, som den ‘Det dynamiske oversvømmelseskort’ kan tilbyde, bogstaveligt talt vil være penge værd. Vi synes, det er et spændende projekt, som fint rammer ind i kampagnens formål om at understøtte vækstlaget af grønne virksomheder, samtidig med at det er med til at sætte Danmark på verdenskortet inden for klimatilpasning, siger Anne Mette Gjeraa, projektchef i Realdania.

Interaktivt kort

Det er teknologivirksomheden Scalgo, som står bag ‘Det dynamiske oversvømmelseskort’. Her er direktør Morten Revsbæk blandt andet fokuseret på kortets fleksibilitet.

– Igennem vores arbejde med at lave oversvømmelseskortlægninger for stat og kommuner har vi identificeret et behov for, at man kan arbejde meget mere interaktivt med kortlægningen. Det skal være muligt løbende at ændre og tilpasse datagrundlaget og hurtigt se effekten i kortlægningen. Scalgo er allerede kommet langt med at udvikle den grundlæggende teknologi, men gennem Klimaspringkampagnen får vi nogle rigtig gode rammer for at arbejde på tværs af stærke kompetencer og bringe det helt rigtige værktøj til kommuner og forsyninger.

I begyndelsen af 2016 lanceres første udgave af ‘Det dynamiske oversvømmelseskort’, så det kan anvendes af stat, kommuner og forsyninger. Men det anvendes allerede nu af en række af de største ingeniørvirksomheder i Danmark.

Relateret indhold