Københavns Kommune er en af de kommuner i landet med færrest idrætsfaciliteter pr. borger, og der er i gennemsnit tre-fire gange så mange indbyggere pr. idrætsfacilitet i hovedstaden som på landsplan.
Men det bliver der ændret på fremover.
Forligskredsen bag budgetaftalen i Københavns Kommune har landet en bred aftale om overførselssagen, der drejer sig om, hvordan de godt 1 mia. kroner, som ikke blev brugt i sidste års kommunale regnskab, skal anvendes. Pengene skal først og tage fat om rammer og velfærd for hovedstaden, men der er også blevet plads til at prioritere kulturen og idrætten højt.
– Jeg ser frem til, at den her pulje skal ud og arbejde i samarbejde med både private aktører, fonde og andre kommuner. Det, tror jeg virkelig, vi kan få noget ud af, siger Mia Nyegaard, der er kultur- og fritidsborgmester (RV).
Udover blandt andet nye grønne og bæredygtige kunstgræsbaner, nye idrætshaller og en helt ny svømmehal har forligskredsen afsat en pulje på yderligere 101 mio. kroner til at løfte kulturen og idrætten i København fremadrettet.
– Jeg er glad for, vi er blevet enige om en aftale hen over midten, hvor vi endnu en gang i fællesskab viser, at vi tager ansvar for København og har landet en aftale, hvor vi tager hånd om byens drift og velfærd – samtidig med at vi løfter kulturen og idrætten i København markant. For mig er det vigtigt at tænke langsigtet, når vi planlægger fremtidens faciliteter, og det er både de nye anlæg ved Bådehavnskvarteret og Godsbaneterrænet gode eksempler på, siger Mia Nyegaard.
Aftalens hovedpunkter
– Der afsættes 6,4 mio. kroner til at etablere ny 8-mands kunstgræsbane i Mimersparken og yderligere 1,1 mio. kroner i 2025 til driftsmateriel og mål.
– Danmarks første havnebad ved Fisketorvet bliver prioriteret med en samlet anlægsbevilling på 47,6 mio. kroner og 3,7 mio. kroner årligt til drift efter ibrugtagning, så havnebadet kan udskiftes, løftes og blive handicapvenligt. Der etableres samtidig en sauna, som bliver fri at benytte for alle københavnere.
– Der afsættes 19,9 mio. kroner til at påbegynde anlægsprojekt til en ny svømmehal på Beauvaisgrunden på Ydre Østerbro.
– Der afsættes samlet 4,3 mio. kroner i perioden 2023-2026 til opgradering af nedslidt materiel i København, for eksempel fodboldmål, basketballnet og volleyballnet over hele byen.
– Med en planlægningsbevilling er det besluttet at opføre en helt ny idrætshal, nye kunstgræsbaner og et nyt bibliotek og læringscenter i forbindelse med et nyt skolebyggeri ved Godsbaneterrænet.
– Med en planlægningsbevilling er det besluttet at opføre en ny idrætshal med særligt fokus på foreningslivet i Bådehavnsgadekvarteret i forbindelse med et nyt skolebyggeri.
– Der afsættes en samlet anlægsbevilling på 9,8 mio. kroner til at renovere to kunstgræsbaner i Valby Idrætspark, så de bliver med infill af kork. Yderligere afsættes der 650.000 kroner til driftsmateriel.