Om Holstebromotorvejen
- – Holstebromotorvejen bliver omkring 40 km lang. Linjeføringen går fra Holstebro N (rute 11) til Sinding nordvest for Herning og videre frem til Snejbjerg, hvor motorvejen kobles sammen med den eksisterende motortrafikvej (rute 15) syd om Herning.
- – På strækingen er der otte tilslutningsanlæg, dalbroer over de store åer, en faunabro, faunapassager og et større antal broer, der fører kommuneveje og jernbanen over eller under motorvejen.
- – Messemotorvejen mellem Snejbjerg og Sinding åbnede i maj 2017, mens resten af motorvejen åbner inden udgangen af 2018.
- – Det samlede anlægsbudget for motorvejen er 3,855 milliarder kroner.
- Kilde: Vejdirektoratet.
Vejdirektoratet kan til november åbne for yderligere 14 kilometers motorvej mellem Herning og Holstebro. Det oplyser direktoratet i en pressemeddelelse.
Udvidelsesstrækningen mellem Sinding og Aulum, hvor den eksisterende motortrafikvej bliver udbygget til motorvej, samt det nye motorvejsstykke mellem Aulum og Tvis, åbner den 27. november.
De 14 nye kilometer føjer sig til de 10 kilometer mellem Snejbjerg og Sinding ? Messemotorvejen ? som åbnede 28. maj i år.
Ifølge tidsfristen i den anlægslov, der blev vedtaget af Folketinget i december 2013, skulle resten af Holstebromotorvejen blot åbne inden udgangen af 2018, men allerede til november får trafikanterne altså glæde af mere motorvej.
Foran planen
Transport- bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen er glad for, at Vejdirektoratet er foran tidsplanen og lader det færdige stykke motorvej komme trafikanterne til gode.
– Så sent som i foråret havde jeg fornøjelsen af at klippe snoren og åbne Messemotorvejen officielt. Dengang så jeg frem til 2018, hvor hele Holstebromotorvejen åbner. Nu er Vejdirektoratet så kommet foran planen og kan åbne 14 kilometer asfalt yderligere allerede i år. Det er en rigtig god nyhed for trafikanterne, og så ser jeg stadig frem til 2018, hvor hele Holstebromotorvejen åbner, siger Ole Birk Olesen.
Vejdirektoratets områdechef for anlæg, Erik Stoklund Larsen, giver udtryk for, at veje skal åbnes, så snart de står klar.
– Vi skulle først åbne de sidste stykker af Holstebromotorvejen inden udgangen af næste år, men det er Vejdirektoratets klare politik, at vi åbner vores veje, når de er klar. Så hvis vi bliver færdige med et stykke motorvej før tid, så åbner vi den også før tid. Nu kan vi åbne 14 kilometers sammenhængende motorvej allerede til november, så det gør vi, siger Erik Stoklund Larsen.
