Sølv til Axel Towers

En DGNB sølv certificering vidner om, at ejendommen rummer både sociale, økonomiske, miljømæssige, tekniske og processuelle kvaliteter, der ligger markant over kravene i det danske bygningsreglement.
Axel Towers i indre København har netop modtaget en DGNB sølvcertificering. Visualisering: DK-GBC.
Axel Towers i indre København har netop modtaget en DGNB sølvcertificering. Visualisering: DK-GBC.

Ejendommen fra 2017 med de fem cylinderformede tårne lige over for Tivoli, der ejes af ATP Ejendomme, Industriens Pension og PFA Ejendomme, netop fået anerkendelse for det aktive ESG-arbejde, der er lagt i ejendommen. Axel Towers er nemlig blevet præmieret med en DGNB sølvcertificering af Green Building Council Denmark, hvilket er et tydeligt grønt stempel på den ellers tombakfarvede ejendom.

– Som mange andre investorer øger vi også vores fokus på ESG i disse år, og det at opføre et nybyggeri som Axel Towers kræver, at vi tænker bæredygtighed ind i processen og begrænser miljøbelastningen. Certificeringen af Axel Towers er samtidig et fysisk bevis på et aktivt ejerskab, som ikke bare kommer ejerkredsen til gode, men som også er en gevinst for vores lejere og samfundet generelt. Fokus er på en bæredygtig fremtid, fortæller underdirektør hos ATP Ejendomme Christian Hartmann.

… det at opføre et nybyggeri som Axel Towers kræver, at vi tænker bæredygtighed ind i processen og begrænser miljøbelastningen.

Underdirektør Christian Hartmann ATP Ejendomme

Certificeringen af Axel Towers er foretaget ud fra en DGNB-evalueringsmatrix, hvor ejendommen vurderes inden for de fem hovedområder i DGNB, herunder miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet og proceskvalitet. Den samlede score inden for de fem områder afgør certificeringens kulør, som ud over sølv også findes i guld og platin.

Det er non-profit medlemsorganisationen Green Building Council Denmark, der fungerer som administrator for DGNB bæredygtighedscertificeringsmærket og dermed også har certificeret Axel Towers.

– Arbejdet med bæredygtighed på denne ejendom fortjener den største anerkendelse, og signalværdien af dette kan ikke overvurderes. Vi ser flere og flere investorer, der begrunder certificeringen af deres ejendomsinvesteringer med, at de skal fremtidssikres, derfor er jeg også overbevist om, at certificeringen af Axel Towers vil bidrage til en stor efterspørgsel blandt fremtidens lejere. Her er der virkelig tale om en ejendom med både lokation, arkitektur og bæredygtighedsprofil i international klasse, fortæller direktør hos Green Building Council Denmark Mette Qvist.

Fra højre: Michael Nielsen og Christian Hartmann fra ATP Ejendomme A/S, Michael Bruhn fra PFA, Mette Qvist fra Green Building Council & Jan Østergaard fra Industriens Pension. Foto: DK-GBC.
Fra højre: Michael Nielsen og Christian Hartmann fra ATP Ejendomme A/S, Michael Bruhn fra PFA, Mette Qvist fra Green Building Council & Jan Østergaard fra Industriens Pension. Foto: DK-GBC.

Relateret indhold