Grøn byggekonference skudt i gang

Energiforum 2018 er netop begyndt og i år sættes der fokus på bygninger i fokus for grøn omstilling.
Foto: Anders Melchiorsen.
Foto: Anders Melchiorsen.

Årets Energiforum er netop begyndt og i år er temaet bygningens rolle i den grønne omstilling. Rådgivere, byg- og driftsherrer, leverandører og entreprenører var mødt talstærkt op da konferencens officielle program blev skudt i gang.

Direktør for erhvervs- og brancheservice i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, gik på talerstolen og ridsede udfordringer og muligheder op for byggebranchen i dag og i fremtiden.

Han lagde ud med at trække stregerne op for, hvorfor vi overhovedet er interesseret i en bæredygtigt byggesektor, og hvorfor det er vedtaget, at Danmark skal være en forssilfri nation i 2050.

– Siden Anders Fogh sprang ud som grøn frø, har alle politikere købt ind på idéen om en grøn omstilling, sagde Michael H. Nielsen.

Og den drivkraft inden for grøn omstilling skal, ifølge ham, udvikles i byggebranchen, da det har et stort potentiale globalt.

– Med en befolkningstilvækst på verdensplan fra 6-9 milliarder mennesker, en stigende middelklasse og flytning fra land til by, er det nødvendigt at tænke på bygninger som stor spiller i den grønne omstilling, sagde Michael H. Nielsen.

90-40-35

Grunden til, at der skal fokuseres på bæredygtighed i byggeriet er ifølge Michael H. Nielsen, at vi bruger omkring 90 procent af vores tid indendørs, at 40 procent af energien bruges i bygningerne, og at 35 procent af vores affald stammer fra byggeriet. Det giver derfor god mening, at branchen har et stærkt fokus på disse emner.

– Vi skal se på måden vi bygger på, arbejde med bæredygighedscertificeringer, transformation af bygninger og arbejde mere med digitalisering, sagde Michael H. Nielsen.

Han lagde vægt på, at dokumentation for materialer og levetid er vigtig for investorers forrentning, og at simuleringer af byggeriet, før det bliver opført giver helt nye muligheder for at optimere logistik og fejlfinde inden pengene bliver brugt på selve konstruktionen.

To dage

Energiforum 2018 konferencen bliver afholdt 6-7. marts på Hotel Nyborg Strand, hvor også Energi- og miljøprisen 2018 bliver uddelt.

Michael H. Nielsen er direktør for erhvervs- og brancheservice i Dansk Byggeri. Foto: Anders Melchiorsen.
Michael H. Nielsen er direktør for erhvervs- og brancheservice i Dansk Byggeri. Foto: Anders Melchiorsen.

Relateret indhold