Tømrernes konkurrence er normalt repræsenteret ved det årlige DM i Skills, men da det blev aflyst pga. corona, fik de fire dygtigste tømrerlærlinge i Danmark i stedet lov til at dyste foran et publikum ved et særligt DM for tømrerfaget, der blev afviklet i et samarbejde mellem det faglige udvalg for tømreruddannelsen og Byggeriets Uddannelser, og med Fog i Hørsholm som vært.
Vinderen blev Matthias Stenholdt Lindgreen, der kunne træde op på sejrsskamlen og lade sig kåre som Danmarks dygtigste tømrerlærling i 2021:
– Det var en fantastisk oplevelse at være en del af arrangementet, og det var en helt særlig mulighed for at få testet mine evner under pres og foran et publikum. Håndværk er fortsat et enormt vigtigt fag, og jeg er meget stolt af at kunne kalde mig Danmarks bedste tømrerlærling, fortæller Matthias Stenholdt Lindgreen.
Matthias er til daglig lærling hos Tømrerfirma H. Juul Mikkelsen A/S og uddanner sig ved Herningsholm Erhvervsskole.
Danmarksmesterskabet var en mulighed for at se landets dygtigste talenter i et fag, som er et af Danmarks største erhverv og i rivende udvikling. Johannes Fog A/S, der er mangeårig samarbejdspartner til Skills og tømrerfaget, var vært for arrangementet.
– Som mangeårig sponsor af både tømrerfaget og DM i Skills var det naturligt, at Johannes Fog støttede op og var vært for arrangementet i år. Konkurrencen giver lærlingene mulighed for at teste sig selv ud i det sværeste i deres håndværk, og viser det ypperste inden for faget, og det var imponerende at se de fire lærlinge folde sig ud i år, siger Søren Kroer, forretningsdirektør i Fog Hørsholm.