Robotter skærer Slagelses første højhus til

To skærerobotter fra Kobots står for at skære gipsplader til byggeriet af Kløverhuset i Slagelse. Både arbejdsmiljøet og effektiviteten har fået et løft, lyder anmeldelsen.
David Nielsen er her i gang med at betjene skærerobotten Amigo, som han har fået et rigtig godt indtryk af. Foto: Pressefoto.
David Nielsen er her i gang med at betjene skærerobotten Amigo, som han har fået et rigtig godt indtryk af. Foto: Pressefoto.

Tømrervirksomheden Niels Lien har aldrig tidligere brugt robotter, men virksomhedens værktøjsansvarlige mente, de kunne spare tid på byggeriet af Kløverhuset. Så med en vis skepsis sagde direktør Niels Lien ja til at få skærerobotten Amigo fra Kobots ind på byggepladsen.

– Jeg var bange for, at det blev for statisk og besværligt. Men jeg må sige, at vi har fået et meget mere effektivt arbejdsflow. Vi har nok sparet 15 procent i arbejdstid plus en masse tid til rengøring, fordi robotten stort set ikke støver. Det har været en super positiv oplevelse. Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil bruge robotter igen, når vi har en byggeplads af en vis størrelse som her på Kløverhuset, siger direktøren.

Dobbelt op på robotter

Amigo har været et så positivt bekendtskab, at Niels Lien er gået fra en til to robotter på byggepladsen. Robotten frigiver tid, som kan bruges andre steder på byggepladsen, og så er den nem at betjene. De ønskede mål indtastes eller indtales i en app på telefonen, og kort tid efter er pladen klar til montering. Skåret præcist til de angivne mål.

– Den er meget effektiv og skaber en god arbejdsproces. Vi står næsten ikke stille. Vi har hele tiden en plade at arbejde med. Samtidig slipper vi for det hårde savearbejde, hvor vi står foroverbøjet ned over pladen. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er så træt, når jeg kommer hjem, siger tømrersvend David Nielsen, der går på pladsen.

Niels Lien ved indgangen til byggepladsen på Slagelses første højhus Kløverhuset. Pressefoto.
Niels Lien ved indgangen til byggepladsen på Slagelses første højhus Kløverhuset. Pressefoto.

Han har aldrig før haft en mekanisk skæremakker, men glæder sig over at have fået mere luft i tidsprogrammet og renere luft generelt. Samtidig med at pladen bliver skåret præcist og næsten uden ventetid, er byggepladsen også renere, da robotten har indbygget sug.

– Robotten har stået her i ni dage, og vi har ikke behøvet at feje en eneste gang. Der er meget mindre støv i luften end på en normal byggeplads. Vi har også markant mindre spild, fordi robotten fortæller os, hvilke plader vi kan bruge to gange, siger David Nielsen.

Tømrermester har udviklet robotten

På robotvirksomheden Kobots i Odense er der glæde over skudsmålet fra Slagelse. Kobots lancerede sin skærerobot Amigo sidste år i håb om at skabe et bedre arbejdsmiljø og større effektivitet i byggeriet, fortæller direktør Peter Hartvigsen, som har arbejdet som tømrermester.

– Alt for mange i byggeriet må forlade faget før tid, fordi kroppen står af. Med Amigo kan du lade maskinerne overtage nogle af de hårdeste opgaver, så vi undgår nedslidning. Samtidig får vi markant færre støvpartikler i luften, som vi ved også kan give store helbredsproblemer. Og så er der selvfølgelig store økonomiske gevinster at hente i form af højere effektivitet, bedre udnyttelse af materialer og større præcision i skærearbejdet, siger han.

Relateret indhold