To virksomheder med forstand på tromlebiler til færdigbeton stikker nu hovederne sammen og skaber et tredje firma med speciale i super-betonbiler. Den nye betonbil-leverandør er døbt Conmat og udspringer af virksomheden Kebok i Esbjerg, der selv har kørsel med færdigbeton, og Kudsk & Nissum A/S i Vojens, som både har mange års erfaring med opbygning af specialbiler og servicering af netop betonbiler.
Conmat, som også anvender navnet Nordic Concrete Material, er nu klar til at byde ind med løsninger til betonbranchen, som ikke tidligere er set i Danmark. Kebok kører i øjeblikket selv med en prototype på en betontrailer med forskydelig tromle og 18 meter bånd.
– Vi er selv meget aktive i segmentet, og jeg har selv kørt med betonbil. Vi ved, hvilke udfordringer der er, og prøver at komme med et bud på, hvad man kan gøre anderledes. Det er blandt andet en udfordring, at der typisk er er overbelastning på det bagerste aksel. Det forsøger vi at løse med en forskydelig tromle, der kan køres tilbage ved læsning og 1,10 meter frem ved aflæsning, fortæller Esben Bjerg Olesen, der er direktør i Conmat, hvor Morten Kudsk er medstifter.
Den første bil, som den nye virksomhed er klar til at sende på gaden som demobil i næste kvartal, vil være en klassisk fireakslet 8×4 lastbil med ni kubikmeter tromle og et 18 meter bånd.
Den lille forskel
Som noget nyt for markedet er bilerne fra Conmat udstyret med et længere transportbånd end på standard-betonbiler. Denne løsning har firmaet selv udviklet . Båndet er 18 meter langt og dermed to meter længere end standardløsningen. Det giver selvsagt længere rækkevidde med mulighed for at læsse betonen af længere inde på byggepladser og i bygninger.
– To meter kan lyde som meget lidt, men for håndværkeren kan det gøre en stor forskel. Det kan for eksempel betyde, at bilen kan blive holdende ét sted, når der skal leveres beton til støbning af soklen på et parcelhus, siger Esben Bjerg Olesen, der peger på, at nogle byggepladser er lavet og beregnet til de velkendte, lidt kortere transportbånd.
Desuden har Conmat tilføjet en mulighed for som ekstraudstyr at tilkøbe, at hele tromlen på betontrailere gøres forskydelig. Ved at ændre akselbelastningerne øges kapaciteten i tromlen med omkring 2,5 tons.
Charmeoffensiv i hele landet
Conmat får base hos Kudsk & Nissum i Vojens, hvor opbygningen af tromlebilerne kommer til at foregå. Fra Sydjylland er Esben Bjerg Olesen og Morten Kudsk klar til at bringe deres biler ud til hele den danske beton-branche.
– Vi håber naturligvis at få en bid af markedet. Det er i dag præget af få leverandører, der importerer maskinel til betonudkørsel, siger direktøren, som tror, at det nye firmas egenproducerede biler og den større frihed til at lave justeringer – modsat den mere faste formel fra de store maskinproducenter – kan give dem en fordel.
Et landsdækkende net af servicepartnere er ved at blive opbygget, og fordi bilerne bliver produceret i Danmark og med danske reservedele, mener ejerne, at eventuelt nedetid på byggepladserne vil blive forkortet.
Makkerparret planlægger lige nu den første demotur til virksomheder med færdigbeton til august.
Conmat satser i øvrigt på også at overraske det svenske marked med de nye muligheder, og vil foruden opbygning af betonbiler også levere materiel fra den tyske fabrik Euromix, som blandt andet producerer betonbiler, betontrailere, tipløsninger og betonpumper.