Nyansættelser skal booste råhus-entreprenørs succeskurs

Premium Syscon udvider sit team med flere erfarne medarbejdere, der skal understøtte leverandørens position inden for præfabrikerede systemløsninger.
Med sig i bagagen har Jesper Bang Jessen erfaring som produktionsdirektør hos Entreprenør Morten C Henriksen, og senest har han arbejdet to år som afdelingschef for råhusbyggeri hos Züblin. Pressefoto.
Med sig i bagagen har Jesper Bang Jessen erfaring som produktionsdirektør hos Entreprenør Morten C Henriksen, og senest har han arbejdet to år som afdelingschef for råhusbyggeri hos Züblin. Pressefoto.

Hos Premium Syscon oplever man markedets voksende behov for innovative byggesystemer, der minimerer både projekterings- og leveringstiden. Derfor kunne Jesper Bang Jessen første dag efter påskeferien trække i arbejdstøjet som råhus-entreprenørens nye produktionsdirektør.

En af hans vigtigste opgaver bliver at samle produktionen hos den nye arbejdsgiver. Et ansvar, der blandt andet omfatter produktspecifik rådgivning og support med henblik på at sikre, at VST-løsningerne bliver udført, som de skal. Ligeledes skal han sørge for, at leverandøren fastholder sit fokus på at levere produkter, der lever op til samtlige designmæssige krav.

– En af mine fornemste opgaver bliver at bidrage til, at vi holder os på forkant med udviklingen inden for råhusbyggeri og også fremover sætter standarden, hvad angår innovative byggesystemer. En central del af min hverdag bliver derfor at sikre, at Premium Syscon også fremover udgør en pålidelig samarbejdspartner, der gennem videnstung rådgivning skaber tryghed omkring anvendelsen af vores løsninger, som lige nu er ved at vinde indpas på det danske marked, forklarer han.

Brænder for procesoptimering

Sådan lyder det fra Jesper Bang Jessen, der ser frem til at bringe sin interesse for optimering i spil rundt om på byggepladserne.

– Premium Syscon har et virkelig interessant og innovativt produkt, der unægtelig har ramt et hul i markedet og dermed rummer et enormt potentiale. Jeg glæder mig til at tilføre merværdi til VST-systemet, der i forvejen har flere åbenlyse fordele, lige fra CO2-reduktion og effektive arbejdsgange til lave tolerancer og bedre arealudnyttelse, siger han og fortsætter:

– Jeg har altid været tiltrukket af virksomheder, som er frontløbere inden for deres felt, og derfor er jeg tiltrukket af de fremtidsperspektiver, som Premium Syscons koncept repræsenterer. Råhusbyggeri har længe været mit speciale, og i den forbindelse har jeg altid brændt for at arbejde med procesoptimering. Netop den motivationsfaktor ser jeg frem til fortsat at kunne udleve i min nye rolle som produktionsdirektør.

Samtidig med den nye produktionsdirektør har Premium Syscon også hyret en ny byggeleder, der skal håndtere udarbejdelse af dokumentation for, at VST-systemerne bliver udført 100 procent korrekt. Derudover er der også kommet en ny byggelederassistent med opgaver inden for support i forbindelse med koordinering, planlægning og styring af diverse byggeprojekter på lønningslisten.

Relateret indhold