Byggerier, hvor træ indarbejdes i beklædningen, skyder i stigende grad op over hele landet, beretter trævirksomheden Keflico. Her har man det seneste år oplevet en vækst i efterspørgslen på netop træ til facadebeklædning på 700 procent.
– Vi ser en tendens til, at flere vælger løsninger, hvor produkterne bidrager positivt til den bæredygtige udvikling. Alle produkterne i vores facadesortiment kommer derfor også fra certificeret skovbrug, forklarer kommerciel direktør i Keflico, Camilla Hyldgaard Thomsen.
Keflicos nye facadesortiment indeholder syv forskellige træsorter, fra eg til tropiske træsorter som ipé samt modificeret træ i termobehandlet fyr og ask. Den store variation er et led i Keflicos ambition om at gøre træ mere tilgængeligt for alle.
– Det er et helt klart fokus for os at udvikle et sortiment, der både henvender sig til de private boligejere såvel som arkitekter, entreprenører og andre aktører i byggeriet. Det synes vi selv, vi er lykkes ret godt med, forklarer Camilla Hyldgaard Thomsen.
Keflico er en danskejet trævirksomhed, som siden 1953 har serviceret og rådgivet professionelle aktører inden for den træforbrugende industri samt de danske tømmerhandlere og byggemarkeder.