Balders første projekt i Høje-Taastrup færdigt

Agerhusene er en milepæl for Balder Danmarks engagement i Høje-Taastrup kommunen, hvor selskabet i de kommende år bygger hele fem boligejendomme.

Balder Danmarks første ejendom i Høje-Taastrup Kommune er nu færdigopført – det er Agerhusene i det nye boligområde ved Skjeberg Allé.

Agerhusene er den første ud af mange milepæle i Høje-Taastrup Kommune for Balder Danmark. I Nærheden, beliggende i Hedehusene, opfører ejendomsselskabet også Lerholmen og Lynghaven, og i Høje Taastrup C opfører de Fyrkanten og Rubinhaven. Når de fem ejendomme, som i alt rummer 777 lejeboliger, står færdige, vil Balder være en af de største private udlejere i kommunen.

Bidrager til kommunens udvikling

Området ved Skjeberg Allé er udviklet af MT Højgaard.

– Vi er glade for, at Balder valgte at investere i Skjeberg Allé, da området derved får en god variation i boligstørrelser og ejerformer. Ønsket om at udvikle et blandet og levende område med plads til alle ser dermed ud til at blive en realitet. Samarbejdet med Balder og Danielsen Architecture om projektet har været rigtig godt, og vi håber på at kunne gentage det et andet godt sted, siger Erik Nielsen, projektudviklingsdirektør hos MT Højgaard.

Ud over området ved Skjeberg Allé er udviklingen af Nærheden og Høje Taastrup C i fuld gang. Dette er en del af kommunens udviklingsstrategi, som bygger på at skabe en bæredygtig kommune, som også i fremtiden er et attraktivt sted for nuværende og kommende borgere. Det er en udvikling, som Balder ønsker at bidrage til.

– I vores ejendomme er der plads til alle aldre, og her får man de bedste forudsætninger for at leve en nem hverdag med masser af livskvalitet og fællesskab. Det kommer bl.a. til udtryk i moderne boliger, gode udearealer og fællesfaciliteter. Med vores 5 ejendomme ønsker vi at tiltrække borgere i alle aldre til kommunen og herved bidrage til udviklingen, fortæller administrerende direktør Flemming Joseph Jensen, Balder Danmark.

Investeringer tegner godt

I følge Flemming Joseph Jensen er der flere årsager, der ligger til grund for de store investeringer i Høje-Taastrup Kommune.

– Høje-Taastrup Kommune er en progressiv kommune med mange muligheder, som matcher de søgekriterier, vi har, når vi leder efter områder at bygge i. Her har man mange arbejdspladser, et levende byliv, gode indkøbsmuligheder, grønne områder, god infrastruktur, og så bor man tæt på København. Udviklingen af de nye byområder bidrager også til, at kommunen bliver endnu mere attraktiv at bosætte sig i, siger han.

Relateret indhold