Den sidste store brik i opbygningen af det nye Aarhus Universitetshospital er undervejs. AUH Forum bliver 14 etager højt og skal blandt andet indeholde et patienthospital og faciliteter til medicinsk forskning. Bygningen skal efter planen stå færdig medio 2022, og allerede nu summer byggepladsen af aktivitet, mens fundamentet til bygningens omfattende ventilationsanlæg sættes i jorden.
En bygning af denne størrelse og højde kræver et tilsvarende stort udvendigt luftindtag for at leve op til de høje krav, der stilles til ventilationen. Valget faldt på infrastrukturspecialisten Uponor Infra og deres Weholite-rør af plast, da disse rør har en isolerende effekt og derved modvirker kondensdannelse, som kan medvirke til dannelse af skimmelsvamp. Skimmelsvamp skal undgås i alle byggerier, men især på hospitaler bør man være særlig forudseende.
Byggeleder fra KPC, Nikolaj Laustsen Kæmsgaard, var med til at beslutte, at det var Uponor, som skulle levere ventilationsrørene til AUH Forum.
– Det stod hurtigt klart i projekteringsfasen, at der var brug for store og sikre ventilationskanaler til projektet, da der var meget skrappe krav til mængden og kvaliteten af luft, der skal tages ind. Derfor er det uhyre vigtigt, at rørene er tætte, så luften holdes ren, forklarer Nikolaj Laustsen Kæmsgaard og tilføjer, at monteringen kun tager to dage, hvilket er markant hurtigere end for eksempel tilsvarende elementer i beton, hvor støbningen på pladsen alene kan tage lang tid.