Om kort tid kan 107 unge studerende flytte ind i nybyggede ungdomsboliger tæt på vandet og centralt placeret i København. Lille Meyer, som byggeriet er blevet døbt, er et projekt, som er udviklet af MT Højgaard Projektudvikling og bygget i totalentreprise af MT Højgaard Danmark for Boligselskabet AKB, København med KAB som forretningsfører. Det samlede byggeri er på 5400 kvm og består af 107 ungdomsboliger samt fællesrum.
– Betalbare ungdomsboliger er en kæmpe mangelvare i København. Så Boligselskabet AKB, København får et attraktivt produkt, som der er meget stor efterspørgsel på. Med sine rå betonfacader har byggeriet et solidt arkitektonisk aftryk. Vi er meget tilfredse med, at vi har fået et byggeri med så mange kvaliteter, hvor det samtidig er muligt at sikre en meget lav husleje. Det er et socialt bæredygtigt byggeri, som kan stå i rigtig mange år fremover, siger seniorprojektleder Jesper Birn Lindeberg fra KAB.
Netop udfordringen med at skaffe gode, billige boliger til unge i København har sikret projektet positiv politisk bevågenhed. Boligminister Kåre Dybvad var således både med til at tage første spadestik på projektet og med til rejsegilde.
Afleveret tre uger før tid
Derfor er det også med stolthed, at MT Højgaard Danmark kan aflevere et færdigt byggeri tre uger før aftalt tid, som er stort set mangelfrit.
– Det kan se nemt ud nu, men det har virkelig krævet en indsats fra alle vores folk. Vi har kæmpet for at nå i mål med projektet. Nu har vi leveret et byggeri med høj byggekvalitet så godt som uden mangler og inden den oprindelige aftalte tid. Jeg er også stolt over, at projektet er gennemført med et arbejdsmiljø i top og uden arbejdsulykker med fravær i hele byggeperioden på 362 arbejdsdage, siger seniorprojektchef Erik Villads Hansen fra MT Højgaard Danmark.